94 / 302
75
ham mere, de vare intelligente Mænd og havde diplomatisk Greb \
og dette gjaldt endnu mere Johan Samuel Berger, Legationssekretær
i St. Petersborg, siden Gesandt i Dresden, hvem Bernstorff ansaa
for talentfuld, forstandig og fuldt ud hæderlig og efter Diedes
Afgang for den dygtigste Diplomat, hvem han kort før sin Af
skedigelse havde tænkt at benytte i Departementet, da Berger
døde." Men hermed var Rækken af dem, han kunde rose, vist
nok udtømt. Gtildencrone, der sad i Stockholm under hele Bern-
storffs første Ministerium, karakteriserede han som en Middel-
maadighed af Rang, skønt han var ivrig nok i Tjenesten.8 C. F.
Numsen, der var i Petersborg fra Efteraaret
1772
til
1776
, var
en god Ven af Bernstorff; men stor Tillid til hans diplomatiske
Evner havde denne ikke.4 Hans Efterfølger Grev Hans Adolf
Ahlefeldt blev vel næsten presset derover i Mangel af bedre, skønt
han nok ellers var en ganske flink Mand.0 Carl Adolf Piessen,
om hvis Forhold til J. H. E. Bernstorffs Svigerinde, Ida Hedevig von
Buchwald, hvem Piessen ægtede efter hendes første Mands, Chr.
Fr. Moltkes mystiske Død, der gik de uhyggeligste Rygter, havde
Bernstorff vel tvunget af Omstændighederne givet Gesandtposten
i Neapel, men betragtede ham med den yderste Uvilje og Ringe
agt; kun for at faa ham fjernet fra Familien Moltke, der mente,
at han var Skyld i Chr. Fr. Moltkes Død, ansaa han det for
godt, at han sad i Neapel.1 Frederik Ludvig Moltke, ligesom
førnævnte Søn af Adam Gottlob, var i en Aarrække Gesandt i
Eutin, men tilfredsstillede langt fra Bernstorff og gjorde flere Dum
heder trods sin Lærdom og Elskværdighed. ‘ Bachoff i Wien an
saa Bernstorff for ubegavet, efterladende og lidet behændig.h I
Berlin sad Bernstorffs Ungdomsven Anton von Larrey, der var
en stor Umulighed, som Bernstorff selv bebrejdede sig, at han
holdt sin Haand over.9 Hans Efterfølger blev Rosencrone, der
udnævntes af Hensyn til Hoffet. Bernstorff sagde ved hans Ud
nævnelse om ham, at han mindst af alt var en Ørn, men dog
hverken manglede Iver eller Evner, og senere erklærede han, at
han som Gesandt aldrig havde givet ham Anledning til Klage.10
Hans Legationssekretær Riidinger var Bernstorffs faste Korre
spondent i over tyve Aar, men synes ikke at have været frem