72
Litteraturen. Bernstorff, der altid havde set med Ubehag paa
den stærke nationale Fordom, som han kaldte den, følte sig i alt
Fald kun lidet trykket af den, og i Efteraaret
1774
fandt han,
at baade Guldberg og Arveprinsen ikke var nær saa udpræget
danske som før; kun Schack Rathlou var endnu meget ivrig, og
ogsaa hos ham generede Danskheden kun sjælden.1 Om nogen
virkelig Svingning var der dog ikke Tale. I den Instruks, der i Sep
tember
1774
medgaves Schaek Rathlou, da han skulde hente Arve
prinsen en Brud i Mecklenburg, og som var Udtryk haade for Schack
Rathlous og Hoffets Meninger, betones det nationale Synspunkt
stærkt; erklæret Iver for alt Dansk er nødvendig for Arveprinsen,
siges det, det lægges Prinsessen paa Sinde saa hurtig som mulig at
lære det danske Sprog, og det fremhæves, at man kun med Uvilje
ser fremmede træde i Hoffets Tjeneste.“ Det sidste var Hoved
punktet, her vilde Hoffet manifestere sin Danskhed.
indfødsretslovens Tilblivelse er et karakteristisk Eksempel
paa Hoffets Politik.:i
Utvivlsomt havde Sagen længe været paa Tale mellem Hoffet
og Schack Rathlou og Eickstedt, før Schack Rathlou i Henhold
til mundtlige Aftaler udarbejdede og den
17
. Oktober
1775
til
Arveprinsen indleverede nogle „Momenta til Forslag til fremmedes
Udelukkelse af Bestillinger og Embeder i Hs. Majestæts Riger og
Lande“ . Derpaa udarbejdede Guldberg et nyt Forslag, der i det
hele fulgte Schack Rathlous. Det blev færdigt ved Aarets Udgang
og blev paa ny forelagt for Schack Rathlou, der den
4
. Januar
1776
foreslog forskellige Ændringer, som blev fulgt. Til disse
Forarbejder er der intet at sige, men afgjort forkasteligt var det,
at man derefter gik uden om Konseillet og afgjorde Sagen ved
Kabinetsordrer; om en Lov, der erklæredes for en Rigsgrundlov,
hørtes ikke det samlede Statsraads Mening.
Bernstorff fik først sent Nys om Sagen; men dens Vigtighed
forekom ham saa stor, at han uden Hensyn til Hoffet bestemt
krævede Loven forelagt i Konseillet, men uden at kunne sætte
sin Mening igennem. Da han i Begyndelsen af Januar lærte
Lovens Enkeltheder at kende, rettede han stærke Angreb paa
disse, men heller ikke derved opnaaede han noget. Medens alle