88 / 302
69
æggede dem til Fordom imod den.1 Men selv han slog i Aa
renes Løb stærkt af; man har ikke Indtryk af, at han fik sine
Principper meget gennemført, og det var i ethvert Fald uheldigt,
at han selv lod sig adle og lod andre borgerlige, der stod Hoffet
nær, som Chr. Ludv. Stemann, Holm (Holmskjold) og Rosencrone,
gaa ind i Adelen. Det fine Selskab i Hofsalene virkede nok for
stærkt, og Suhm havde ikke helt Uret, da han allerede i Decem
ber
1772
efter en Samtale med Guldberg, med hvem han ofte
før havde talt hvasse Ord mod den overmægtige Adel, skrev, at
Guldberg nu syntes at have fattet langt mildere Tanker om Adel
og Proprietærer end forhen. „Omgang med dem kan forandre
Mennesker. Maaske han og selv snart bliver optaget i deres
Tal.“ I Efteraaret
1774
noterede Bernstorff, at Guldberg i Reglen
gav efter i de enkelte Tilfælde
. 2
Denne Mangel paa Principfasthed hindrede, at der paa dette
Punkt kom en saa skarp og stadig Brydning mellem Bernstorff
og Hoffet, som man kunde vente, naar man gør sig klart, hvor
overmaade stærkt Bernstorff i disse Aar holdt paa sin egen Stand.
Adelen er for ham Folkets egentlige Kærne og den Stand,
der hør lede Landets Udvikling. Den bør staa Tronen nærmest;
af den skal Kongen tage sine første Tillidsmænd. Dog er det
ikke et vilkaarligt Adelsherredømme, et Standstyranni, han ønsker;
en alt for aristokratisk Regeringsform er højst forkastelig, siger
han med Henblik paa Sveriges F rih ed stid .D en enevældige
Kongemagt staar for ham som en uangribelig Kendsgerning, hvis
Berettigelse han i denne Periode ikke underkaster Kritik, hvor
stærkt han end kan kritisere dens praktiske Udøvelse, og hvor
langt end mange Fyrster afviger fra hans Fyrsteideal: en sædelig
og human, for alle Fordomme og alle personlige Hensyn frigjort
Herre, hvis Livs hele Tragten er Folkets Vel. I Danmark laa
Magten imidlertid jo kun tilsyneladende hos Kongelovens Fyrste;
Frederik V’s Svaghed og nu Christian VIFs Sindssygdom gav al
virkelig Magt til andre end den baarne Konge, og endnu vigtigere
blev derfor det principielle Spørgsmaal om, fra hvilken Stand de
virkelig styrende burde hentes.
Lige saa selvfølgelig en Sag
som almindelig borgerlig Frihed og alles Lighed for Loven er for