86 / 302
67
ledes, Kongen har befalet det“ , standsede al Diskussion. Men
disse Love, der, som Bernstorff sagde, var Gud ved livor hellige,
kunde dog undertiden ændres. Det hændte, at de var saa me
ningsløse og Ministrenes Forestillinger saa indtrængende, at de
blev kaldt tilbage eller ændret. Bernstorff fandt, at dette i og
for sig ogsaa var uheldigt, men dog af to Onder det mindste.1
Var det nu blot for at sikre sig Magten eller tillige for at
gennemføre et reelt Program, at Hoffet saaledes ved Kabinets
ordrerne angreb Konseillets og de enkelte Ministres Myndighed?
Bernstorffs stadige Klage er, at Hoffet aldrig følger faste
Principper, at det bøjer sig snart efter denne, snart efter hin
Paavirkning og ved sin planløse Indgriben skaber Uorden i alt.
For Skildringens Rigtighed taler, at man ikke kan paavise et
eneste Omraade i den indre Styrelse, hvor Hoffets Indgriben
bragte Kraft og Fremgang. Hele Finans- og Handelspolitiken,
hvor saadant ene spores, laa i disse Aar i Schimmelmanns Hæn
der; Guldberg delte hans Synspunkter og kan vel have givet en
god Idé nu eller da, skønt det ingenlunde er Bevis herfor, at en
Forestilling nævner ham som Ophavsmanden, men først fra
1780
af og egenlig først efter Schimmehnanns Død Februar
1782
greb Guldberg ind deri, og opnaaede da kun at skabe et saadant
Kaos, at det tilfulde vidner om, i hvad Retning Indflydelsen maa
have gaaet, om den tidligere har været øvet.2 Paa alle Om-
raader bragte Kabinetsordrerne Usikkerhed; ingen kendte sin
Myndigheds Grænser, og ingen kunde stole paa, at en Sag, han
tog op til Gennemførelse, ikke aldeles uventet blev forrykket ved
Hoffets Indgriben.
Man plejer at betegne den guldbergske Periode som en ud
præget Reaktionstid. Enkelte Omraader, som Presse- og Landbo
lovgivningens, synes at berettige En til Ordet, og det er sikkert nok,
at Guldberg og Hoffet var alt andet end fremskridtsvenlige. Men
systematisk Reaktion spores dog ikke, og hvad var der i øvrigt
at reagere imod? Da de væsenligste og for en stor Del nød
vendige Ændringer i Struensees Lovgivning var truffet, gik man
ikke videre, og nogen almindelig Fremskridtsbevægelse havde der
ingenlunde været. Dommen over Guldbergs Regering i Aarene