92 / 302
andre enten tav stille eller begejstrede sluttede sig til Heltet, der
var umaadelig optaget af den Modtagelse, Loven vilde
fa a ,
talte
Bernstorff af al Magt imod den; men hans Rest „bredes som
Vand mod Klippen“ . Dybt beklagede han. ved at Loven ikke
behandledes i Konseillet, at være afskaaren fra for Efterverdenen
at bevare et Vidnesbyrd om sin Opfattelse.1 Ogsaa vi
m aa
be
klage Savnet af et skriftligt Votum af ham, der vilde have inde
holdt alt. hvad der den Gang af de nobleste Motiver kunde siges
mod en Lov, hvis Grundsætninger for os staar som selvfølgelige.
Af hans samtidige Breve og af spredte Udtalelser
før
og senere
maa vi nøjes med at danne os et Billede af hans Standpunkt,
Delte hænger nøje sammen med de Forudsætninger, hvormed
han var kommen til Danmark. Uden nogen national Følelse var
han bleven Fyrstetjener; men man vil erindre, at han i
1772
havde anset det for næsten umuligt at tjene en Konge, til hvem
han ingen Tillid kunde have.’2 Naar han alligevel havde indladt
sig derpaa, blev hans Drivfjeder almen, menneskelig Interesse;
for alle, der rummedes inden for Statens Grænser, vilde han
arbejde, for dem uden Hensyn til Nationalitet vilde han anvende
sine Evner. Men til slig Gerning fandt han faa duelige. Vi har
allerede nævnt hans Klager derover. Han leder efter Dygtigheder
med Lygte, naar der særlig trænges; han er taknemmelig for enhver
fremspirende Kraft, lige meget af hvad national Rod den rinder.
Alle, der kunde gavne Samfundet, skulde tages i Brug, de mnatte
saa komme indefra eller udefra; det var efter Bernstorffs Mening den
rette Patriotisme, og han fandt, at den var ædlere og klogere end
den „der vilde indsnævre Kredsen i Stedet for at udvide den“ .!! Den
verdensborgerlige Aand, ikke den nationale gennemtrænger ham.
Dette principielle Hensyn æggede ham stærkest til Modstand
mod Guldbergs og Schack Rathlous Forsøg paa at spærre de frem
mede ude. Sligf var for ham en Tilbagegang i Kultur, en Hindring
for FremskridtA Ved Siden heraf kunde det vel ikke undgaas,
at han følte sig saaret, naar Kampen mod de fremmede fik bitre
Udtryk, der ogsaa ramte ham; men han tog dog i Reglen mildt
og overlegent herpaa. Ja, han gik saa vidt, at han anerkendte,
at der maaske nok kunde være nogen Grund til at sikre Landets