AndreasPeterBernstorff

stock og dennes Digterkreds som siden Brødrene Stolbergs viser,

at Adelsmandens Principper blev svækket i Livets brogede Sam

mensathed. Bernstorffs barnlige Kristentro, hans noble Karakter

og varme Hjertelag har gennemtrængt hans daglige Færd; lians

Forhold til Mennesker har først og fremmest været bestemt af

deres moralske Værdi, og kun i hans politiske Betragtning trænger

Standsfølelsen sig frem. At den er bleven ægget af det guldbergske

System, er utvivlsomt, men samtidig har Bernstorff lært meget

af de Tanker, Guldberg stod som en Art Talsmand for. Ube

hersket Forbitrelse over Strømninger i Tiden, der gik ham imod,

var ikke Bernstorffs Sag; han harmedes og bedrøvedes over Mod

standen mod Adelen, men han søgte at forstaa den og udspejde

dens Kilder. Han vidste da meget vel, at det var „Aarhundre-

dets Aand'L der gik imod Standsadskillelsen.1 Dette manede ham

til Afslag i sine Krav, maaske lige saa stærkt som Guldbergs

Overmagt. Her som paa mange andre Punkter sker der en Ud

vikling i hans Anskuelser, og efter

1784

spiller Standsfordomme

næppe megen Rolle for ham.

Paa dette Omraade betød Guldbergs og Hoffets Principper

saaledes ikke overvættes meget, langt mere betød de dog paa

det nationale.

Lige fra den

. Januar spores hos Hoffet en udpræget

Uvilje mod alt ikke Dansk og særlig mod fremmede i de høje

Embeder.2 Allerede i Januardagene var en udpræget Danskhed i

Modsætning til Struensees overlegne Tyskhed god Politik. Osten

slog vistnok stærkt paa de nationale Strenge, og i det ny Konseil

kom kun een Tysker, Rantzau-Ascheberg, efter hvis Fald Bern-

storfif blev den eneste tyske Minister i hele Perioden. Den udpræ

gede Danskhed gav sig tillige andre Udtryk, saaledes i Statsraads-'

anordningens Bestemmelse om, at alle Forordninger, der ikke ved

rørte de tyske Provinser, skulde affattes paa Dansk, i Bestemmelser

om Brug af dansk Sprog i Konseillet og i Regeringskontorerne over

alt, hvor det var mulig, og i Anordningen om dansk Kommandosprog

i Hæren, hvorved Eickstedt fremtræder som stærk national. Men

det synes, som om den derefter er traadt mindre frem i det ydre,

skønt Uviljen mod de fremmede netop nu kom stærkt til Orde i