AndreasPeterBernstorff

Juni

1772

udstødtes Rantzau-Ascheberg; siden ombyttedes Osten

med Bernstorff; den

. November

1775

døde Rømeling uden at

erstattes. Arveprinsen, Thott, Schack Rathlou, Eickstedt og Bern-

storff blev tilbage indtil

1780

Hans Henrik Rømelings Fortid med jævn Stigning til høje

Marineofficersposter rummede intet mærkeligt, da han efter J. H. E.

Bernstorffs Fald i September

1770

kom ind i Konseillet og der-

paa sammen med de øvrige gik af i December.1 Han maa have

forekommet Hoffet uskadelig og paalidelig, da ban straks den

Januar

1772

blev Statsminister og første Deputeret i Admiralitets

kollegiet. Han var ganske uden Indflydelse og blev inden ret

længe tilsidesat og overset af Hoffet, maaske fordi han ikke stod

paa nogen god Fod med Schack Rathlou. Uheldige Familiefor

hold, økonomisk Misère og svageligt Helbred gjorde hans Tilstand

saare ulykkelig. Marinens Ledelse var efter Bernstorffs Skøn slet,

ban fandt Rømeling borneret og lidet pligtopfyldende, og sagde en

Gang, at han var mindre end intet, hvad der passer godt til, at

Kongen gav ham Øgenavnet „den dumme Djævel“ . Alligevel gav

Bernstorff ham ved hans Død Skudsmaal for trods alle Fejl at

have været sandhedskærlig og hæderlig, og harmedes, da Hoffet

imod KonseiHets Vilje ved en Kabinetsordre gav Enken, der sad

i smaa Kaar med mange Børn, en usømmelig ringe Pension. Vel

havde Rømeling intet haft at sige ud over Marinens Sager; men

Bernstorff beklagede dog, at han gik bort; thi „enhver Breche i

denne Kreds, hvis Sammenhold næsten ene sikrer den almindelige

Ro, er en Ulykke.“ En ny Statsminister udnævntes dog ikke,

men i Admiralitetskollegiet gjorde Hoffet Admiral Frederik Christian

Kaas til første Deputeret og fdi i ham en lydig Tjener.1’ Hans

Dygtighed var ringe, og for at skaffe sig Respekt holdt han sig

nær til Hoffet, hvis Kabinetsordrer altid modtoges med Ærbødig

hed inden for hans Departement, hvor Etatsraad Frederik Chris

tian Sevel i øvrigt var Hoffets egentlige Tillidsmand. ''

Otto Thott spillede ikke nogen meget større Rolle end Rømeling,

skønt den Anseelse, han nød, var langt betydeligere.4 Han var

gammel, svag og pylrevorn, og man ventede stadig hans Død.

Thott var ingenlunde glad ved Hoffets Politik og ønskede at faa