93 / 302
74
egne Børn fortrinsvis Adgang til dets Embeder;1 men ubetinget
var han mod den Skikkelse, man gav Loven.
Sin Kritik af den specificerer han ikke i sine Breve; dog
ses det, at han fandt det forargeligt, at Lovens tredje Paragraf
gav Udlændinge, der ejede faste Ejendomme til Værdi af mellem
10
.
000
—
30
.
0 0 0
Rdlr., Indfødsret, medens mindre bemidlede, dygtige
Folk afskares derfra. „Burde den virkelige Dygtighed ikke til
høre alle Lande, og burde den ikke i det mindste regnes lige
med en Sum af
10.000
Rdlr.; Svaret bringer mig sandelig til
at rødme“ , skrev han bittert.5 Han har dernæst krævet en ud
strakt Ret til at gøre Undtagelser, hvad Schack Rathlou netop
modsatte sig. Et Aar efter Lovens Fremkomst konstaterer Bern-
storff, hvor lidt den havde nyttet; de indfødte Dygtigheder, som
man havde troet vilde myldre frem, naar de fremmede lukkedes
ude, havde ikke vist sig. Æmner til Stiftamtmænd, til Asses
sorer i Højesteret, ja til Advokater savnedes; hele Klasser led at
Mangel paa dygtige Folk.'1
Paa mange Omraader gaar Bernstorff til forskellige Tider i
Enkeltheder med disse Klager; som Direktør i tyske Kancelli
klager han over sit Kontorpersonale, over Hertugdømmernes Em
bedsstand og Adel.4 Men særlig fremhæver han uafbrudt, hvor
svært det er at skaffe dygtige Diplomater, og hvor lidet det tilstede
værende Diplomatkorps opfylder hans Fordringer.
1776
—
1777
, da
han af flere Aars Erfaring kendte sine Folk, lød hans Klager særlig-
stærkt.1’ Den af Diplomaterne, som han ansaa for den dygtigste,
den eneste, han om end med visse Forbehold vilde tillægge Navn
af virkelig Statsmand, hans Ungdomsven Diede von Furstenstein,
fra
1767 —1776
Gesandt i London, var da paa Grund af Svaghed
lige traadt ud af Statstjenesten.6 Otto Blome i Paris satte han
vel i mange Henseender højt; men han var dog ikke tilfreds
med hans Kundskaber eller Arbejde og fandt, at han paavirkedes
lor meget af det letlevende Paris og ikke altid var let at for
handle med.' Saint Saphorin, der den Gang var i Haag, var
baade kundskabsrig og arbejdsom, men lidet elskværdig, og hans
Moral var angribelig.8 Dreyer, der kom til England efter Diede,
og von Bertouch, der afløste Dreyer i Warschau, tilfredsstillede