89 / 302
70
Bernstorff, lige saa bestemt kræver han her Adelens Forrang.
Den alene bør have Adgang til Kongens Raad og til de høje
Embedsstillinger; de høje Titler og Udmærkelsestegn bør ene
forbeholdes den. Kun i ganske særlige Undtagelsestilfælde bør
Grænsen overskrides. At et Geni som Schimmelmann fra ringe
Stand stiger højt, finder Bernstorff i sin Orden, men dog er det
vistnok hans Ønske, at slige sjældne Personligheder altid bør
optages i Adelsstanden; thi alt, hvad der er stort og fremragende,
bøf rummes inden for den. Men selv en nybagt Adelsmand som
Schimmelmann blev efter hans Skøn aldrig helt Jævning med
Mænd af gammel Adel. Ved given Lejlighed udtalte han skarpt,
at Schimmelmann for Eksempel aldrig blev D. Reventlows Lige
mand, og at det altid var en Ære for en Datter af Schimmelmann
at ægte en Reventlow.1 Kravet om et skarpt Skel mellem Adel
og Borgerstand fører ham vidt. Han forarges, naar uduelige
eller forvorpne Adelsmænd letsindigt hædres med høje Titler eller
Ærestegn, men næsten lige saa stærkt oprøres han, naar uadelige
faar Ærestegn eller Titler, der ellers forbeholdes adelige. Praktisk
var han imod, at borgerlige steg højere end til Konferensraads
Rang; at en borgerlig blev Kammerherre, led han ikke. Ved
Mageskiftet hindrede han, at der uddeltes Titler og Baand til
borgerlige i Holsten sammen med Adelen dernede, og han be
tragtede det som en Selvfølge, at en af vore dygtigste Diplomater,
Johan Samuel Berger, paa Grund af borgerlig Fødsel ikke kunde naa
de højeste Poster. Det er, siger han udtrykkelig, „en fordærvelig
Tanke, at alle kan stræbe efter alt.“ Med Uvilje saa han Hoffets
Bestræbelser for „par principe et par système“ at blande Klasserne.
Han fandt det utilbørligt, at Hoffet modsatte sig, at unge Adelsmænd
som før kunde springe lige ind i Kaptajnsstillinger i Hæren, men
forlangte, at de skulde begynde fra neden af som de borgerlige.'
Hans Syn er her overmaade snævert; man nødes til at kalde
ham fordomsfuld og adelsstolt. Men alle de skarpe Udtalelser,
der viser os ham saaledes, findes i fortrolige Breve til en intim
Ven, og Bernstorffs Praksis har ganske sikkert været langt mindre
udpræget. Hans nære Venskab med fremragende borgerlige Mænd
som Cramer, Carstens, Wasserschlebe, Johan Just Berger, Klop-