63
Guldberg og Hoffet en Tryghedsfølelse, der virkede paa deres
hele Politik. Hidtil havde man regnet med den Mulighed, at
misfornøjede kunde henytte sig af den forviste Dronning; nu
havde mulige Fjender intet saadant Samlingspunkt.
Grænserne
for, hvad man turde gøre, udvidedes kendelig; i de forskelligste
Kredse næres den samme Ængstelse for. hvad Hoffet vilde gøre.
Suhm skrev, at Dødsfaldet vist var en Lykke for Landet, men
„vel kun, om Folk ikke blive for hovmodige og sikre“ .
Bern-
storff var glad over, at Caroline Mathilde, som han havde
næret en voldsom Uvilje imod, var horte; men han mente, at
man nu stod over for den Vanskelighed, „at visse Folk skulde
gaa for vidt, glemme deres fordums Ængstelse og tro at kunne
udslette Mindet derom ved dristige Skridt, ikke mod farlige Fjen
der, men mod Departementerne og mod dem, der daglig prædike
Regler og Strenghed i Principper og i fast System.“ 1 Han følte
straks noget saadant, men haabede dog, at det vilde være forbi-
gaaende. Haabet slog imidlertid fejl; fra nu af gaar Hoffet og
særlig Guldberg i kendelig raskere Tempo. Guldberg føler sig
sikrere. I Oktober
1774
var han bleven Gehejmekabinetssekretær
hos Kongen. „Gid det kun ej være en Begyndelse til videre
Avancement, da er han snart vippet,“ bemærkede Suhm. I Ja
nuar
1776
fik han det hvide Baand, i Maj
1776
blev han Stats-
og Gehejmekabinetssekretær med Oversekretærs Rang. „Jeg frygter
for det Skridt, man vil lade Guldberg foretage; Gud give, det maa
blive taaleligt,“ udbrød Bernstorff, da Udnævnelsen var under
Opsejling.2 I Løbet af
1776—1777
bryder Guldberg derefter med
Schack Rathlou, og samtidig spaar en fremmed Diplomat, at han
er i Fremmarche, mod Konseillet.;i Et Aar, efter i Maj
1778
, er
klærer Bernstorff, at Guldberg besidder al virkelig Magt i Riget;
og medens Arveprinsen glider mere og mere ud af Spillet og efter
Bernstorffs Sigende kun interesserer sig for Naadessager og Hof-
fets daglige Liv og i det hele bliver mere og mere indolent,
lader Guldberg Kabinetsordrernes Strøm overskylle alle Departe
menter, Bernstorffs alene undtagne. 4
Forholdet mellem de tre Personer, hos hvem den endelige
Magt laa, er da det, at Ai-veprinsen, bortset fra Smaating og