77 / 302
58
Islæt end Ord, traadte hun stærkere frem for at kunne gribe
kraftig ind.
Juliane Maries Karakters Hæderlighed er ubestridelig; hun
var sikkert meget godmodig, men der var vistnok over hende en
Myndighed og Stivhed, der holdt Folk tre Skridt fra Livet. Hendes
Selvfølelse og Krav paa Respekt og Etikette var stor, og hun
ønskede nu og da en større Pragtudfoldelse ved Hoffet, end
Arveprinsen og Guldberg fandt forsvarlig. Penges Værd havde
hun øjensynlig intet Begreb om; de var for hende et Middel til
at gøre sig populær og til at hjælpe sine Venner; hendes Let
sindighed paa dette Omraade skabte hende idelig Vanskeligheder.
Arveprinsen, som hun holdt uendelig meget af, og som havde
været hendes Trøst i de glædeløse Aar før
1772
, tog Stillingen
som Præses i Konseillet og som Kongens Repræsentant overalt,
hvor dette var muligt.1 Stillingen laa i enhver Henseende over
hans Kræfter. Vanskabt af Legeme, svag af Aand, det er den
staaende Karakteristik. Bernstorff saa dog forholdsvis mildt paa
ham.
Han yder hans Retsindighed, gode Hjei’te, ivrige Vilje
den stærkeste Anerkendelse.
„Han har alle sin Faders gode
Egenskaber, men ingen af hans slette,“ siger han etsteds, og han
fremhæver hans økonomiske og hæderlige Vandel, der gav sig
tiltalende Udtryk i hans Forelskelse i sin Hustru og i deres
muntre og gode Samliv.2 Men Kundskaber, Forstand og selv
stændig Dømmekraft tillægger ingen ham, og intet modsiger det
Indtryk af Arveprinsen som Talerør for andre, man faar af hans
Breve, for saa 'vidt Selvstændigheden ikke viser sig i Barnlighed
og Pjattethed i Indhold og Form.
Men manglede han saaledes alle dygtige Egenskaber, saa
havde han til Gengæld et Overmaal af Selvtillid. Prinsen følte
sig som Kongemagtens Repræsentant; han vilde raade Bod paa
Broderens Svaghed ved at sikre sig Folkets Respekt og vinde
dets Yndest, kort sagt i alt gøre sig gældende. Derfor havde
han efter sine nærmestes kritikløse Raad til Princip at vise sig
saa meget som muligt; det hørte til hans Natur, siger Bernstorff3
og peger hermed paa en hos vanføre ikke ualmindelig Egenskab.
Ved Revuerne „fejede han som en Top hen over en Stenbro,4“