74 / 302
55
naar de to kongelige Børn voksede til. Sikkerlig har Hoffet ofte
tænkt herpaa, men uden at gøre sig Følgerne klart; det er først
fra
1780
, da Kronprinsens nærmer sig sin Myndighedsalder, at
Spørgsmaalet bliver brændende. Tidligere var Opmærksomheden
ikke stærkt henvendt paa Kronprinsen; først da begyndte de
fremmede Gesandter at spaa, at afgørende Ændringer i Forhol
dene muligvis vilde indtræde, naar Prinsen blev myndig.1
Juliane Marie, Arveprinsen og Guldberg havde Uheld med
sig overfor Kronprinsen; uagtet Juliane Marie, som det ogsaa af
Bernstorffs Udtalelser bekræftes, drog al tilbørlig Omsorg for Prinsen,
naaede hun ikke at vinde ham for sig.2 Bernstorff og hans
Hustru fandt i
1773
, at han havde en tvivlsom Karakter og i
det hele var et utiltalende Barn;
1777
derimod vidner Bernstorff,
at han har udviklet sig til sin Fordel, har Evner og gode Egen
skaber, og kun mangler barnlig og naturlig Munterhed og nogen
Lethed i sit Væsen. At Eickstedt var bleven Drengens Hovmester,
havde Bernstorff ikke været begejstret for; da Johan Biilow blev
hans Kammerjunker, fandt han derimod Valget godt og glædede
sig over Biilows Elskværdighed og brave Karakter.3 Eickstedts
Udnævnelse skyldtes vistnok væsenlig Juliane Maries Ønske om
at faa en absolut paalidelig Mand til Opdrager. Alle hans Me
ninger faldt vel ikke sammen med Hoffets; men han prøvede
dog trolig paa at indpode Drengen Uvilje mod Moderen og mod
hendes Fædreland England, ikke mindre end Taknemmelighed mod
Juliane Marie og Onkelen for den vidunderlige
17
. Januar. Det
svarede til Hoffets Tænkemaade, at Kronprinsen ikke fik Lov til
ordenlig at lære Tysk, og man søgte at vække hans Begejstring
for Indfødsretsloven og dertil svarende Uvilje mod alt ikke Dansk.
I den sidste Tid før hans Konfirmation skulde Guldberg lægge
sidste Haand paa Værket og lære Drengen sine politiske Teorier.
Under Spadsereture omkring Frederiksberg docerede han, hvor
lykkelige de sidste Aar havde været i Modsætning til Tiden før
1772
, ja før
1770
og
1766
, hvor udmærket Suveræniteten var
bleven hævdet ved Kabinetsordrerne og Konseillets Magt trængt
tilbage. Kortsynetheden fik sin Løn; Drengen gik paa Spadsere
turene og planlagde Guldbergs Fald.