69 / 302
50
sidste Stadium, og Bernstorff havde kun at fuldføre, hvad andre
havde begyndt, ved at modtage Mageskifte- og Alliancetraktaterne
af
1
. Juni og
12
. August
1773
.
Mageskiftets praktiske Ud
førelse kom først fra August af til for Alvor at lægge Beslag
paa hans personlige Virksomhed.1
At skaffe sig Overblik over den almindelige politiske Si
tuation faldt ikke Bernstorff besværligt; gennem sit Samliv med
Onkelen var han aldeles fortrolig med den.
Ogsaa Forret
ningsgangen var ham bekendt; skønt „Departementet for de
udenlandske Sager“ først under Struensee var bleven udskilt af
det tyske Kancelli, var der ikke sket store Ændringer i den
daglige Orden. I Departementet raadede Bernstorff med kraftig
Haand; her var det ham let at gennemføre sine Principper om
Orden og Flid; 2 der var ingen Deputerede, kun underordnede
Sekretærer. De tre, der fandtes ved hans Tiltrædelse, var vist
nok ganske ubetydelige; til den ene af dem, Andreas Høyer,
havde Bernstorff ikke særlig Tillid;3 i
1774
fik han derimod
ansat Carl Christian Clauswitz, der var ham meget hengiven og
hans bedste Støtte.4 Ingen af dem har dog øvet nogen som
helst Indflydelse. Ostens højre Haand Marx Johan Ehlers, der
havde haft meget at sige, fandt det klogest at gaa af sammen
med sin Chef, inden Bernstorff selv krævede hans Afskedigelse. 0
Heraf fulgte et uhyre personligt Arbejde. Alle politiske De
pecher, indtil flere tusinde om Aaret, alle vigtigere Betænkninger
og Forestillinger affattede han selv. Af sine Diplomater krævede
han den yderste Aarvaagenhed og Energi, men gav dem samtidig
Støtte i udførlige Instrukser, hvorved de holdtes å jour med hans
politiske System og den almindelige politiske Stilling.
En myndig Chef var han baade over for sine Kontorfolk og
over for sine Diplomater. Men alle kunde de til Gengæld stole
paa, at han aldrig lod dem i Stikken med et Ansvar, der
egentlig tilkom ham selv, og hvor de trængte til hans Bistand,
støttede han dem med Raad og Daad, selv om han jævnlig af
Hensyn til de knappe Pengeforhold maatte afslaa pekuniære
Ønsker. Det var ham i øvrigt en Tilfredsstillelse at lede sit
Departement mønsterværdigt i økonomisk Henseende. Henimod