AndreasPeterBernstorff

af samme Støbning som Schimmelmann, hverken særlig klarsynet

eller forsigtig.

Da Osten fik sin Afsked, var Bernstorfif, som allerede frem

hævet, ingenlunde forudbestemt til hans Efterfølger.1 Foreløbig

overtog Schack Rathlou Posten, men med udtrykkelig Vægring

ved at beholde den. Utvivlsomt var han i dette Øjeblik selv

skreven til Udenrigsminister, om han havde villet. Hoffet og den

russiske Gesandt, der i ham saa den bedste Garant for Danmarks

Tilslutning, lagde stærkt Pres paa ham for at faa ham til at

skifte Beslutning, men forgæves. Selv erklærede han, at han

ikke var skikket til denne Stilling, og denne Motivering maa vel

staa til troende. Alligevel fristes man til at fremhæve en Be

mærkning af den svenske Gesandt Sprengtporten fra en noget

senere Tid om, at Schack Rathlou bevarede den mere fri og uaf

hængige Stilling for desto bedre at kunne blande sig i alting

uden at være ansvarlig for noget.2 Udtalelsen bør ikke forstaas,

som om Schack Rathlou i og for sig var bange for at tage et be

stemt Standpunkt og bære det Ansvar, der følger dermed; men

den kaster et Strejflys over hans Stilling i de følgende Aar og

over hans Forhold til sine Kolleger. Hans utvivlsomme Magt

stilling — den engelske Gesandt kaldte ham i Sommeren

1773

ligefrem Førsteminister3 — beroede sikkert i høj Grad paa den

Frihed, han havde, til at kaste sig nu til den ene, nu til den

anden Side og tillige være ved Haanden for Hoffet. Han tynges

ikke af de faste daglige Forretninger, der hinder Bernstorfif, og

er derved mindre udsat for at støde sammen med Hoffet paa

mindre Spørgsmaal. Hans fri Stilling gav ham Mulighed for at

støtte snart denne, snart hin af sine Kolleger; men naar han ikke

længere vilde være med, kunde han trække sig ud af Sagen,

uden at det var let at gøre Ansvar gældende imod ham derfor.

Dette gav ham Styrke under en Kamp mellem et Konseils regel

mæssige Myndighed og et Hofs vilkaarlige Indblanding; men det

blev ogsaa hans Hovedsvaghed. Her er et Punkt, der bidrog

til at skabe den ofte gentagne Paastand om, at Schack Rathlou

var upaalidelig og snu.1 Han snoede sig i alt Fald saa meget