61 / 302
42
ledes som hidtil, skulde misbruge sin Ret til Seddeludstedelse,
virkede efter alle Udsagn stærkt, og Tilliden til Banken rokkedes
i den Grad, at mange Pengemænd tænkte paa at afvikle ethvert
Forhold til den. Fra flere Sider bearbejdedes Schimmelmann, og
særlig satte Osten, hvis direkte Indflydelse ikke betød meget,
andre i Bevægelse imod Planen. Omsider virkede dette, og om
trent den
25
. Februar blev Udførelsen suspenderet; et allerede
berammet Aktionærmøde aflystes.1
Bernstorff var højst utilfreds hermed. Det var hans Over
bevisning, at Planen var „den bedst mulige eller snarere den
eneste mulige“ .2 Han indsaa vel, at den havde sine Ulemper
og Farer; men under saa vanskelige Forhold, som man stod
over for i Danmark, maatte man se bort derfra. Schack Rathlou
holdt med Bernstorff, og efter lange Debatter, som Bernstorff
holdt hemmelige, for at Uenigheden mellem ham og Schimmel
mann ikke skulde rygtes, sejrede de. Desmereiéres svingede paa
dette sidste Stadium over til Bernstorff og Schack Rathlou, da
han fik Sikkerhed for, at han kunde bevare sin Direktørplads for
Livstid.9 Osten derimod stred imod til det sidste, og det er sand
synligt, at Tidspunktet for hans Fald væsenlig bestemtes af Bern-
storffs og Schack Rathlous Vrede herover. En Sammenhæng er
der i alt Fald; samtidig med Ostens Afsked udgik der en Kabinets
ordre om, at den Generalforsamling af Bankens Aktionærer, som
„for visse Aarsagers Skyld“ var bleven opsat, skulde indkaldes
til den
15
. Marts;4 og hermed var Sagen afgjort, da Aktionærerne
ingen Vanskeligheder gjorde.
Samtidig skaffede man Finanserne endnu en Erhvervelse til
Forøgelse af de aarlige Indtægter, nemlig Tallotteriet. Bernstorff
ansaa Tallotteriet for et nødvendigt Onde, da Folk vilde spille
uden for Landet, hvis man ikke selv havde et Lotteri. Over
skuddet ved Tallotteriet, der var i Hænderne paa et faatalligt Inter
essentskab under Ledelse af en Direktør Koés, var meget stort,
og det svarede derfor nøje til Tanken om Bankens Erhvervelse
ogsaa at udkøbe Lotteriinteressenlerne. „Nogle Jøder og et Dusin
andre Privatmænd har ikke Ret til Folkets Blod,“ var Bernstorffs