66 / 302
47
tage sit Sæde i Konseillet. Dog skulde „hans Indsigter og Er
faring fremdeles nytte Finanserne“ , hvorfor han skulde hlive i
Finanskollegium og Overskattedirektion, og først nogle Dage senere,
da Gregers Juel blev udnævnt til første Deputeret i Rentekammer,
Bjærgværksdirektorium og Kommercekollegium, fratraadte Bern-
storff disse Stillinger. Finanskollegiet maatte han opgive, da han
et halvt Aar senere overtog Direktørpladsen i tyske Kancelli; i
Overskattedirektionen blev han indtil sin Afskedigelse
1780
. 1
Den
30
. April saa Bernstorff første Gang Corps diplomatique
hos sig, og den følgende Dag udgik hans første Depecher og In
strukser til de danske Gesandter i Udlandet.
De fremmede Ministres udførlige Omtale af hans Karakter
og Forhold i Tilslutning til, hvad de havde skrevet om ham ved
hans Tilbagekomst i December, og hans egne Udtalelser fra den
første Tid giver et klart Billede af hans Personlighed og af den
Politik, han agtede at følge.2
Fra alle Sider mødtes han af ubetinget Anerkendelse for
Talent og Retskaffenhed. Juliane Marie, der havde forhandlet
med Frederik II om Ministerskiftet og udførligt motiveret Bern-
storffs Valg, havde stærkt fremhævet dette, men tillige udtalt, at
Navnet Bernstorff og Andreas Peters Udvikling under Onkelens
Auspicier i og for sig var en stor Anbefaling. De fremmede Ge
sandter og Regeringer anerkendte det samme, og Bernstorff selv
var dybt bevæget ved nu at staa som Onkelens Arvtager/1 Han
modtoges med almindelige Forventninger om, at han vilde faa
betydelig Indflydelse paa Regeringens almindelige Politik.
Men
paa den anden Side var Gesandternes Opfattelse ikke ubetinget
sympatetisk. Den franske Gesandt, Biosset, havde i December
stærkt fremhævet Bernstorffs store Evner og udmærket hæderlige
Karakter, men tillige sagt, at man med Rette bebrejdede ham
en overordentlig Selvgodhed, en uovervindelig Stivsindethed, en
glødende Fantasi, der let kunde lede vild, og endelig en utaal-
modig Heftighed, der ofte lod ham forfejle den rette Middelvej
og hindrede ham i at behandle Sagerne med Bøjelighed og Be
hændighed.
Woodford, den engelske Gesandt, skrev nu i Maj, at Bern-