65 / 302
46
mellem Hof og Ministre, at Bernstorff for lang Tid tabte Til
liden til ham.
Schack Rathlous afgjorte Nej bragte Hoffet i høj Grad i For
legenhed, og i flere Uger førtes hemmelige Forhandlinger om,
hvem man skulde vælge.
Bernstorff selv stod i den Grad
udenfor, at han endog udtalte sin Frygt for, at Valget skulde
blive uheldigt.1
Det ses med Sikkerhed, at Hoffet, først da ingen andre
fandtes, bestemte sig til at vælge Bernstorff. Det paastaas af
velunderrettede fremmede Gesandter, at Schack Rathlou ingen
lunde var særlig begejstret for Bernstorffs Valg, og selv om det
næppe tør antages, at der, som nogle vilde vide, stod en lige
frem Kamp mellem ham og et Parti, der ønskede Bernstorff, og
hvortil Schimmelmann, dennes nære Veninde Fru Numsen, Kron
prins Frederiks Overhofmesterinde og Prins Carl regnes, saa er
det ikke umuligt, at Schack Rathlou hellere havde set en nær
Slægtning af sig paa Ostens Plads. Der nævnes her som hans
Favoritter Gregers Christian Haxthausen og Gregers Juel, men
ingen af dem kunde dog taale en Sammenligning med Bernstorff.
Schack Rathlou har visselig ogsaa selv indset dette og billiget,
at Hoffet tilsidst opgav at lede efter andre og henvendte sig til
Bernstorff.2
Bernstorff greb ingenlunde til med Begærlighed; han gjorde
Modforestillinger og erklærede, at Stillingen ikke passede for ham;
han følte sig knyttet til den Gerning, han havde begyndt paa, og
som gav ham nok at gøre. Han havde aldrig følt Lyst til Di-
plomatien og mente ogsaa nu, at enhver hæderlig Mand burde
skælve ved at betræde en saa slibrig og ukendt Vej.3 Men paa
den anden Side svækkedes hans Vægring ved en vis Stoltheds-
følelse over, at Onkelens Stilling nu tilbødes ham, og ved For-
staaelsen af, at først i Konseillet kunde han vinde den Indflydelse,
han maatte kræve.
Vist er det: hans Modstand blev brudt; den
24
. April om
Aftenen modtog han sin Udnævnelse til Chef for det udenlandske
Departement i Brev fra Arveprinsen; samme Dag var hans Ud
nævnelse udfærdiget, og allerede Mandag den
26
. skulde han ind