72 / 302
Christian VIFs Sindssygdom var væsenlig uforandret; Anfald
af Uro, der nu og da gik over til ustyrlig Rasen, afvekslede med
fuldstændig Sløvhed.1 Helt uden Forstaaelse af Personer og For
hold var han dog ikke, og han kunde give sin Vilje til Kende
paa en højst generende Maade. Det hændte af og til, at han ikke
vilde underskrive i Statsraadet. Man opsatte saa Underskriften til
et nyt Møde, gik det ikke der, maatte Juliane Marie og Hof
marskal Schack bearbejde Kongen til at give efter. Ved enkelte
Sager maatte der tages særlige Hensyn. Det var næsten umuligt
at forhandle, hvad der vedrørte sindssyge eller deslige, med Kongen;
da der
1775
—
1776
skulde træffes forskellige Beslutninger ved
rørende den daværende oldenburgske Koadjutors Sindssygdom,
var Bernstorff aldeles ulykkelig, saa svært var det at faa sligt
afgjort. Paa et andet Punkt maatte man ligeledes være saare
Forsigtig; Kongen bevarede en rørende Kærlighed til sin fordums
Elskerinde Kathrine Beuthaken, „Mylady“ eller „Støvlettekathrine“
kaldet; hun var hleven gift med en Advokat Maase og opholdt sig
en Tid i Kiel, hvorfra man, uvist hvorfor, ønskede at fjerne hende
til Gliickstadt. Hun vilde imidlertid ikke flytte godvillig, og ingen
vovede at tvinge hende, idet man vidste, at dette vilde være saa
afgjort mod Kongens Ønske, at han, om han nogen Sinde skulde
faa et helt klart Øjeblik, vilde blive rasende derover.
Bortset fra slige Lysglimt af egen Vilje var han sine Om
givelser aldeles prisgiven. Han var under det nøjeste Opsyn, og
Enkedronningen og hendes Venner vaagede over, at ingen kom
i hans Nærhed, der kunde tænkes at ville stræbe efter Indflydelse
paa ham. Carl af Hessen og hans Hustru holdtes af denne Grund
omhyggelig borte, og planlagte Rejse1’ fif Holsten opgaves af
Frygt for, at Kongen skulde træffe sin Søster; man frygtede Dit
lev Reventlows Nærværelse og mindedes med Frygt A. G. Moltkes
Evne til at lede en svag Fyrste. Den engelske Gesandt beretter,
at det lige fra den
17
. Januar var Skik, for ikke at aabne Mu
lighed for nogen Særindflydelse, at ingen af Ministrene maatte
være ene med Kongen, og dette er ikke usandsynligt, ligesom
ogsaa Juliane Marie, skønt hun trængte til en Baderejse, aldrig
vovede at foretage en saadan.