75 / 302
56
Over for den lille Louise Augusta, hvis Fader uomtvistelig
var Struensee, havde man en saare vanskelig Stilling efter den
17
. Januar. Man besluttede at hævde hendes Legitimitet og gen
nemførte dette. Bernstorff vidner, at Juliane Marie holdt oprigtig
af hende og f. Eks. var meget bedrøvet en Gang, da Barnet var
farlig syg. Hun voksede op til en kvik og vel udviklet Pige; „men,“
skrev Bernstorff en Gang om „la petite Struensée“ , som Louise
Stolberg kaldte hende, „hun bevarer denne fatale Lighed, som
bringer mig til at skælve, naar jeg lægger Mærke til den.“ Trods
Ligheden ansaas den lille Prinsesse dog for et fuldt værdigt Parti
for den unge Augustenborger, der i Brevene om Forbindelsen ud
trykkelig glæder sig over sin Bruds ædle Byrd.1
Hoffets Midtpunkt blev Juliane Marie og Arveprinsen, „Her
skaberne“ , som Guldberg kalder dem, der ved Magten over Kongens
Underskrift blev hans Formyndere og Landets Regenter.
Straks efter den
17
. Januar tog Juliane Marie Magten til
sig og lagde alt til Rette for at kunne beholde den.2 Utvivlsomt
holdt hun uafbrudt med fast Haand i Tøjlerne, og andre fik kun
Myndighed, naar hun vilde det saaledes. Den franske Gesandt i
København skrev i
1780
om hende, at hvis hendes Kundskaber og
Indsigt havde svaret til det Mod, hvormed hun havde handlet den
17
. Januar og siden taget Konsekvenserne af sine Handlinger,
saa vilde hun have været en si or Regent. Han fandt imidlertid
med Rette, at det ikke var saa; hendes Myndighed svækkedes
ved Mangel paa Overlegenhed. Hun havde vel betydelige Kund
skaber og Evne til at behandle politiske Forhold med en vis
Klogskab, men Regentvirksomhed i videre Forstand med Ind
griben i alle Styrelsens Dele var hun ude af Stand til at øve.
Dette maa hun trods sin store Selvtillid have forstaaet, og med
Klogskab og Takt valgte hun selv at staa i Baggrunden, sikre
sig den afgørende Indflydelse, hvor det gjaldt, og enkelte Om-
raader. hvor hun havde Lyst til at raade til daglig, men i øvrigt
overlade Styrelsen til andre. Men naar hun i sine Breve til
Frederik II med den yderste Selvfølelse taler om sig selv som
Regeringens egenlige Leder og fremstiller sig som den, der fra
sit ophøjede Sæde vaager over, at alt gaar som et „godt og op