76 / 302
57
trukket Urværk,“ som hun har sat i Gang og med kraftig Haand
regulerer, da er der dog ikke megen Overdrivelse heri.1
1 1772 —1773
er alle Iagttagere enige om, at hun har den virkelige Magt, og der
lader sig ikke paavise et eneste Skridt, der er sket mod hendes
Vilje. At hun i et eller andet Tilfælde af Klogskabshensyn kan have
valgt en Udvej, der ikke forekom hende ideel, taler jo ikke her
imod. Men lidt efter lidt synes hun at forsvinde ud af Scenen, hvor
vi alene ser hendes Tillidsmænd Arveprinsen og Guldberg eller
Schack Rathlou, ganske paa samme Maade som hun kun i den
allerførste Tid efter den
17
. Januar deltog i Statsraadsmøderne,
men siden blev borte derfra og nøjedes med Arveprinsens eller
Schack Rathlous Referater og med forud at instruere sin Søn.
Det er sandsynligt, at dette førte til, at den daglige Myndighed
noget gled fra hende i Aarenes Løb; den Flegma eller Apati, vi
kender fra hendes mærkelige Holdning over for Uvejret i
1784
og Forholdet til Kronprinsen, kan meget vel have ytret sig paa
andre Punkter. Det er i alt Fald sandsynligt, at hun i Tryg
heden efter Caroline Mathildes Død har givet Tøjlerne noget fra
sig og mest indskrænket sig til de Omraader, hvor hendes Luner
og, Interesser spillede ind, men i øvrigt ladet Arveprinsen og
Guldberg raade. I Løbet af
1778 —1779
bliver det anderledes;
hendes Vilje gør sig kraftigt gældende og trænger de andres til
bage. Muligvis er der subjektive, intime Motiver, der ikke lader
sig paapege; men Hovedforklaringen findes nok i, at hun paa
denne Tid vilde gribe ind i Rigets Udenrigspolitik, der var hendes
Hovedinteresse. De vanskelige Forhold efter den
17
. Januar og
Frygten for England og Sverige havde næret denne Interesse,
men sin Farve fik den dog af Forbindelsen med Frederik II, der
fik Udtryk i den stadige Brevveksling, hvor Europas Storpolitik
er staaende Emne. Forholdet til Frederik II blev Glanspunktet i
hendes Liv; i den Sympati, den store Konge viste hende, i den
Smiger, hvormed han overøste hende, saa hun et højtideligt Stempel
paa sin Regentmyndighed. Storpolitik blev hendes Hovedglæde;
hun yndede at sidde ved den store Konges Side ved den diplo
matiske Væverstol, og da hun fandt, at der blev Brug for anden