AndreasPeterBernstorff

Men denne Tankegang bringer Bernstorff i afgørende Mod

sætning til Hoffets Ønsker, der havde fundet Udtryk i Statsraads-

forordningen af

. Februar

1772

. Princippet var, at man skulde

holde paa Enevælden efter Frederik III’s Plan, hvor Konseillet var

et blot kongeligt Raad. Det er Kongens Myndighed, man vilde

værne, men Resultatet blev, at Hoffet fik Magten. Derimod kræver

Bernstorlf Magten lagt hos Statsraadet. De to Principper kan

ikke forliges. Kampen er uundgaaelig.

Jeg fremhæver dette straks, fordi Bernstorff er sig denne Mod

sætning bevidst fra Begyndelsen af, og fordi den er Centrum i hans

første Ministeriums Historie. I øvrigt træder den først senere

direkte frem, og overhovedet blev hans Virksomhed i de første

Maaneder kun paa eet Punkt af større Betydning. Hans daglige

Virksomhed i Rentekammeret rummer intet af Interesse, han kom

bort fra Stillingen, da han var kommen vel ind i den, og fik ikke

sat meget i Værk. Om Finanskollegiet gælder det samme; det

var uden for dette, om end paa et rent finansielt Omraade, at

hans Hovedvirksomhed i disse Maaneder faldt, hans Deltagelse i

Ordningen af Statens Overtagelse af Banken og Tallotteriet.1

Udgangspunktet for disse vigtige finanspolitiske Beslutninger

var den ekstraordinære Finanskommission.

Finanstilstanden var som allerede omtalt overordentlig slet.

Den

. September havde Schack Rathlou malet den med grusom

Tydelighed. „Vore Kasser er tomme; midt i Fredens Skød har

vi en aarlig Underbalance paa henved

300.000

Daler; Landet be

taler allerede Ekstraskatter, der ere lige saa store som under den

sidste nordiske Krig, der for Danmark varede elleve Aar i Rad,

saa fra den Side har vi ikke meget at haabe, især da de to, tre

sidste Aars Høst ikke har været god, og Kvægsygen har voldt

flere Landsdele uhyre Tab. Vor udenlandske Kredit, der alle

rede er næsten udtømt, vil faa Dødsstødet, hvis man i Udlandet

faar Nys om, at vi staar lige for en Krig, hvoraf ingen vil spaa

os et heldigt Udfald.“ 2

Noget maatte der absolut gøres, ikke blot af Hensyn til den

øjeblikkelige Situation, men for at bringe Balance i Budgettet, og

den ekstraordinære Finanskommission fik da først og fremmest