Previous Page  104 / 302 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 104 / 302 Next Page
Page Background

85

gjaldt. De to Mænd var Gregers Juel og Heinrich Carl Schim-

melmann.

Fra tidligere Tid satte Bernstorff Pris paa Gregers Juel, og

da han i April

1772

forlod Rentekammeret, ønskede han derfor

meget at faa Juel, der i April

1771

var bleven sat ud af diplo­

matisk Tjeneste, til sin Efterfølger.1 Helt let gik dette ikke, da

Hoffet ikke yndede Juel — man frygtede nok især hans „viva-

cité“ —, men baade Schack Rethlou og særlig Schimmelmann ydede

Støtte, og Juel blev første Deputeret i Rentekammeret og Medlem

af Finanskollegiet.

I de følgende Aar udviklede der sig et nøje Venskab mellem

ham og Bernstorff, og overhovedet var der næppe nogen i Køben­

havn, med hvem Bernstorff var saa sympatisk forbunden som

med Juel. Han følte sig tiltalt af Juels livfulde Temperament,

resolute og energiske Optræden og aabne Karakter; i Dannelse

og Omgangskreds havde de Tilknytningspunkter og saa i Hoved­

sagen ens paa de politiske Forhold. Utvivlsomt havde Bern­

storff haabet med Juel at faa en Kraft af første Rang ind i

Regeringen; men Juel blev ikke, hvad han havde ønsket. Ganske

vist tog han kraftigog energisk fat paa sin Gerning,

og det

saa ud, som om Bernstorffs virksomme Ledelse af Rente­

kammeret «kulde blive fortsat. Men allerede efter et Aars Forløb

slappedes Juel; over for de mange Pinagtigheder, som affødtes af

Forholdet til Hoffet, tabte han Taalmodigheden. Han var for

ilter og selvstændig til at taale Modsigelse, han mistede Lysten,

og baade Bernstorff og Schimmelmann, der i Juel havde ventet

en Hjælper til sin rastløse økonomiske og finansielle Politik,

maatte klage over hans Arbejde. Han var et hurtigt og godt

Hoved, men hverken grundig eller udholdende. Han fattede sin

Mening i en Haandevending, men ofte var den derfor overilet.

1

slige Tilfælde gad han ikke tage Sagen op igen, og lange finan­

sielle Beregninger kedede ham; han skød da Arbejdet fra sig til

underordnede, der blev uundværlige og fik alt for stor Indflydelse.

Nu og da gav han kun Gæsteroller i sit Kontor eller tog 'alt for

lange Ferier. Ved alt dette gav han Grund til berettigede Klager,

der kom saa meget lettere, som han var heftig og lidet betænk