104 / 302
85
gjaldt. De to Mænd var Gregers Juel og Heinrich Carl Schim-
melmann.
Fra tidligere Tid satte Bernstorff Pris paa Gregers Juel, og
da han i April
1772
forlod Rentekammeret, ønskede han derfor
meget at faa Juel, der i April
1771
var bleven sat ud af diplo
matisk Tjeneste, til sin Efterfølger.1 Helt let gik dette ikke, da
Hoffet ikke yndede Juel — man frygtede nok især hans „viva-
cité“ —, men baade Schack Rethlou og særlig Schimmelmann ydede
Støtte, og Juel blev første Deputeret i Rentekammeret og Medlem
af Finanskollegiet.
I de følgende Aar udviklede der sig et nøje Venskab mellem
ham og Bernstorff, og overhovedet var der næppe nogen i Køben
havn, med hvem Bernstorff var saa sympatisk forbunden som
med Juel. Han følte sig tiltalt af Juels livfulde Temperament,
resolute og energiske Optræden og aabne Karakter; i Dannelse
og Omgangskreds havde de Tilknytningspunkter og saa i Hoved
sagen ens paa de politiske Forhold. Utvivlsomt havde Bern
storff haabet med Juel at faa en Kraft af første Rang ind i
Regeringen; men Juel blev ikke, hvad han havde ønsket. Ganske
vist tog han kraftigog energisk fat paa sin Gerning,
og det
saa ud, som om Bernstorffs virksomme Ledelse af Rente
kammeret «kulde blive fortsat. Men allerede efter et Aars Forløb
slappedes Juel; over for de mange Pinagtigheder, som affødtes af
Forholdet til Hoffet, tabte han Taalmodigheden. Han var for
ilter og selvstændig til at taale Modsigelse, han mistede Lysten,
og baade Bernstorff og Schimmelmann, der i Juel havde ventet
en Hjælper til sin rastløse økonomiske og finansielle Politik,
maatte klage over hans Arbejde. Han var et hurtigt og godt
Hoved, men hverken grundig eller udholdende. Han fattede sin
Mening i en Haandevending, men ofte var den derfor overilet.
1
slige Tilfælde gad han ikke tage Sagen op igen, og lange finan
sielle Beregninger kedede ham; han skød da Arbejdet fra sig til
underordnede, der blev uundværlige og fik alt for stor Indflydelse.
Nu og da gav han kun Gæsteroller i sit Kontor eller tog 'alt for
lange Ferier. Ved alt dette gav han Grund til berettigede Klager,
der kom saa meget lettere, som han var heftig og lidet betænk