107 / 302
88
Gang at sætte sin Vilje igennem og tilfredsstille de personlige
Ønsker hos dem, han vilde tage Hensyn til.
Saaledes bærer Schimmelmann Hovedære som Hovedansvar
for Danmarks Finanspolitik i hele Perioden
1772
—
1780
.
Den Minister, der stod ham nærmest, og vel den eneste,
der kunde øve virkelig Indflydelse paa ham i rent principielle
Sager, var Bernstorff. Vi har i
1773
set Bernstorff sætte Pres
paa Schimmelmann og føre Banksagen igennem trods hans Vaklen.1
Siden raadspurgte Schimmelmann i Reglen Bernstorff om alt, før
han fæstnede sine Planer. Guldberg havde ingen Forstand paa
de større Principspørgsmaal. Eickstedt var som Regel nøje for
bunden med Schimmelmann, men øvede kun Indflydelse, hvor det
drejede sig om de militære Budgetter; noget videre rakte Schack
Rathlous Indsigt og Raad, men skønt han i det hele stod sig
godt med Schimmelmann, havde denne ikke fuld Tillid til ham
og var stadig paa sin Post imod ham. Var der nogen, der skulde
kunne standse eller dreje Schimmelmann, var det Bernstorff; at
han med ubetinget Beundring gav Schimmelmann sin Tilslutning,
lægger derfor en god Del af Ansvaret over paa ham.
Saaledes bestod der mellem Bernstorff og Schimmelmann en
saare nøje Forbindelse, der vedvarede uden Rystelser. Som Bern-
storffs Tillid til Schimmelmanns Geni var urokkelig, var dennes
Venskab det for ham.
Alligevel var Beundringen fra Bernstorffs Side isprængt med
stor Kritik. Schimmelmann var i mange Henseender slet ikke af
Bernstorffs Folk. Forskel i Karakter og Livsanskuelse satte be
stemt Grænse for Fortroligheden; hvad man kalder intimt Venskab,
kom det ikke til mellem dem. Bernstorffs religiøse Ansvarsfølelse
og fine Takt stødtes idelig tilbage af modsatte Egenskaber hos
Schimmelmann. Jævnlig klager han over, at Schimmelmann er
blottet for alt Begreb om Takt og Delikatesse, og savner idelig
en religiøs Baggrund og en finere nuanceret Ansvarsfølelse.' Dette
maa dog forstaas rigtig. Bernstorff værger udtrykkelig Schimmel-
mann mod den i Samtid og Eftertid gængse Beskyldning for util
børlig Omgang med Statens Midler eller lignende utilstedelig
Egennytte, og efter de Forudsætninger, han havde for at kende