AndreasPeterBernstorff

Anledning til at søge Schimmelmanns Bistand i alle Sager af

finansiel Natur. Forholdene udviklede sig snart til, at Schimmel-

mann blev den virkelige Ordner af de faste aarlige Budgetter.

Hvert Efteraar, naar han kom til København, tog man fat paa at

lægge dem, i Vinterens Løb gjordes de færdige, og det var hans

Kæphest at hindre enhver senere Ændring deri, hvad det efter-

haanden lykkedes ham at tvinge Hoffet til at overholde. Kun

paa de ekstraordinære Udgifters Omraade maatte han give Hoffet

ret frit Spil, og medens Bernstorff med Hensyn til faste Udgifter

til Hertugdømmerne traf sine Aftaler alene med Schimmelmann,

maatte han om alt andet i Reglen tillige henvende sig til Guldberg.

Schimmelmanns Virksomhed i disse Aar var overvældende

rig og mangesidig. Fra han i September

1772

kom til Køben

havn, og til sin Død i Februar

1782

, var han Sjælen i Danmarks

kommercielle og finansielle Politik. Hans Energi og Idérigdom

var uudtømmelig, hans Initiativ og Evne til at vise ny Veje og

Hjælpekilder selv i de vanskeligste Situationer standsede aldrig.

Altid var han i Aktivitet, altid i Lag med ny Planer eller paa

Færde for at sætte Fart i søvnige Departementer og Embedsmænd,

for hvem hans Afrejse til Holsten om Foraaret var en Befrielse,

hans Tilbagekomst om Efteraaret en ren Rædsel.

Hurtig blev han uundværlig for Hof som for Ministre, i

Hovedsagen fulgte alle hans finanspolitiske Synspunkter med blind

Beundring. Der kunde vel nu og da rettes Angreb, ogsaa ret

alvorlige, paa dem,1 men i Reglen sloges de med Glans tilbage,

og paa sit Omraade, hvis Grænser paa Grund af hans fri Stilling

kun blev afstukket af hans egen Klogskab og Mangel paa Inter

esse for alt, hvad der laa uderi for hans egenlige Felt, var han

i Virkeligheden almægtig. Ostens Ord om ham i

1776

som „det

store Hjul“ passer særdeles godt.2 Utvivlsomt havde Schack Rath-

lou ofte Lyst til at indskrænke hans Myndighed, men han fik

aldrig noget ud deraf. Guldberg albuede sig i Aarenes Løb

nærmere og nærmere ind paa Livet af Finanspolitiken, men

vovede aldrig for Alvor at træde Schimmelmann i Vejen, medens

Schimmelmann paa sin Side havde en mærkelig Evne til paa en