105 / 302
86
som over for Folk, han ikke kunde lide. Vistnok ikke uden Aar-
sag havde han Ord for at være utilbørlig adelsstolt.
Saaledes blev han i den økonomiske Politik ikke den Kraft,
hans Venner havde haabet, og snarere end han kunde støtte dem,
maatte de støtte ham. Heller ikke i Forholdet til Hoffet svarede
Juel til Bernstorffs Forventninger. Ganske vist var de principielt
enige om af al Magt at sætte sig imod Kabinetsregimentet, og
Juel opnaaede i Reglen at holde Kabinetsordrerne ude fra sit
Departement. At han ikke var persona grata ved Hoffet, tog han
sig i Reglen let. Men ogsaa heri kom det til Frafald. Juel var
ikke lidt forfængelig og under Paavirkning af sin Hustru langt
mere interesseret for ydre Ærestegn, end Bernstorff holdt af. Dette
bragte ham i
1775
til i længere Tid at ax-bejde for en Gehejme-
konferensraadstitel, og det saa ivrigt, at Bernstorff beklagede den
Afhængighed af Hoffets Ønsker, han derved satte sig i. Langt
om længe skaffede Schimmélmann ham Titelen.1
Fra Efteraaret
1775
gik Juel ud af Sagaen, angrebet af en
voldsom Sygdom, der et Aar efter blev hans Død. Bernstorff tog
sig dette meget nær; han fulgte med Uro Sygdommens Gang, og
da det var paa det sidste, ængstedes han for den lidet religiøst
anlagte Vens aandelige Regnskabsopgør. Da der løstes op for
Juel, følte han, at han havde mistet en af de faa, der stod ham
rigtig nær, og efter hans Mening var den danske Adels ypperste
Mand gaaet bort.3
I
1772
havde H. G. Schimmelmannn, som vi har set, været
Hovedmanden for Bernstorffs Tilbagekaldelse.1
Arbejdet med Banksagen, havde Schimmélmann sikkert haabet,
skulde blive Indledning til videre Fællesvirksomhed paa finanspolitisk
Omraade, og for saa vidt var det ham vel en Skuffelse, at Bernstorff
gik over til Udenrigspolitiken, skønt han der ved det Held, der
fulgte hans Neutralitetspolitik, blev Schimmelmanns hele Handels
politik til største Nytte. Nu kom deres Virksomhed til at ligge
paa hver sin Kant, men Samvirken udelukkedes dog ingenlunde.
Bernstorff' sad i Overskattedirektionen, hvorfra Schimmelmanns
Finansplaner ofte udgik; i Konseillet kunde Bernstorff støtte disse,
medens han omvendt som Direktør i tyske Kancelli havde rig