116 / 302
97
Hoffet, men skaffede sig til Ministrenes store Fortørnelse i
1778
endogsaa det blaa Baand.
Overordentlig fjernt stod Bernstorff saaledes næsten alle, baade
Hof og Kolleger.
I
1780
var der kun et paalideligt Venskab
mellem ham og Schimmelmann, og endda kunde de ikke følges
ad paa det afgørende politiske Hovedpunkt.
Sandelig, de otte Aars Ophold i København blev ingen Dans
paa Roser.
Bernstorff var traadt ind i Konseillet med Krav til sig og
alle om et uophørligt Arbejde for at rejse Danmark efter Struensee-
periodens Virvar og skabe Fasthed i Regeringen og Lykke for
Folket. Hans Hovedfordring om, at Magten skulde lægges hos Kon
seillet og at Hoffet skulde underordne sig dette, blev ikke aner
kendt, men Kampen derom blev Midtpunktet i hans Tilværelse.
Han opgav aldrig sine Principper, men forfægtede dem ved alle
Lejligheder. Statsraadsmøderne gav Anledning til heftige Sammen
stød mellem ham og Arveprinsen, som dér maatte svare for Hof-
fets Handlinger, medens Bernstorff vistnok aldrig talte om Stats
sager med Juliane Marie og kun meget sjælden med Guldberg. Bern
storff modsagde Arveprinsen hensynsløst og vakte jævnlig hans
Vrede.1 „Mine Venner billiger ofte mine Modsigelser; men de
støtter dem næsten aldrig,“ klager Bernstorff, „man sukker, man
tier; man plukker Frugterne af en Føjelighed, som jeg ikke kunde
efterligne, og naar Flertallet af de andre taler, saa er det ikke,
naar Pligten fordrer det, men naar deres Lidenskaber er i Be
vægelse. Jeg skulde tage meget fejl, om denne Skildring ikke
var rigtig. Man bebrejder mig undertiden, at jeg tager for heftig
fat, og at jeg alt for ofte erindrer om Grundprincipperne. Jeg
bar ringe Glæde heraf, men sandelig en Mand, der af Naturen
er heftig, fortjener Overbærenhed, naar de soleklareste Grunde
blegner, og naar en Tavshed, der nærmer sig til fuldkommen
Følesløshed, gør al Klogskab til Skamme og maaske al Ro
umulig.“ 2 Baade til Hof og Kolleger kaster Kabinetsregimentet
Bernstorff i et uophørligt, oprivende Modsætningsforhold. Hoved
kravet fik han ikke opfyldt. Hans Sorg og Indignation derover
var stor; den bryder frem, hver eneste Gang Hoffets uregelmæs-
7