135 / 302
116
uretmæssig Viden eller sligt. Men paa den anden Side lader
det sig ikke nægte, at Kredsens og særlig Henriette Bernstorffs
Holdning dog var lidt uforsigtig, og at man tog mindre Hensyn
til Bernstorffs Stilling end rimelig. Hun kunde i Sommeren
1780
ikke være uvidende om, at man angreb hendes Mand for
Partiskhed for England; hun burde da have vogtet sig for at give
yderligere Paaskud dertil. Dette gjorde hun ikke; aldrig havde
Edens Omgang med Familien været intimere, og dobbelt farligt
blev dette, da Kredsen samtidig brouillerede med den russiske Ge
sandt Sacken. Saa længe ogsaa denne havde været stadig Gæst
paa Bernstorff, havde det jo dannet en passende Modvægt, men
nu blev han nok skinsyg paa Eden, og det kom til ligefremme
Scener mellem ham og Henriette Bernstorff. De bernstorffske
Damer var hidsige i deres Sympati og Antipati. Sacken og Eden
var ugifte og gjorde vistnok begge i al Ærharhed Kur til Gust-
chen Stolberg. Ved et Selskab hos Bernstorffs i September havde
Sacken bragt Gustchen et Haarsmykke af Guld, Eden derimod en
Buket Blomster fra sin Have. Hun har begge Dele; men Pulet-
chen, der var yderst vred paa Sacken, rimede:
„Allein die Comtessin vor Perlen und Gold
war Russen mit bianken Gestein nicht so hold,
als sie wohl ein märtziges Blümlein entzückt
vom Finger des schönsten der Britten gepflückt.“
Snart efter trak Sacken sig ud af Kredsen og sluttede sig ærger
lig til den „franske“ Klike.
Slig selskabelig Ujævnhed var ikke heldig. To Maaneder
efter fik Bernstorff sin Afsked, og man gav da Sacken Skyld for af
Vrede over Puletchens Opførsel at have intrigeret mod Bernstorff.
Det forholdt sig, ved vi nu, aldeles ikke saaledes, men selv
Puletchens bedste Venner bebrejdede hende, at hun havde givet
Anledning til, at der kunde skumles om, at hendes Uforsigtig
hed havde skadet hendes Mand. Hoffet lagde ikke Skjul paa sin
Mening. Medens man efter Bernstorffs Afsked viste ham al mulig
Elskværdighed, modtog man hende yderst kølig.
Virkelig afgørende var den nævnte selskabelige Modsætning