141 / 302
122
repræsentative Del af Holsten i
1773
var Adel og Embedsstand;
de var vante til i Spidsen for Styrelsen at se højadelige, og det
stødte dem nu at faa indskudt fire borgerlige. Fra et nationalt
Synspunkt var det ikke lysteligt at se Guldbergs Skikkelse dukke
op bag Stemanns, med andre Ord at blive en Domæne for Hoffet,
hvis Velvilje mod Holsten næppe kunde være stor efter den Mod
stand, man dér havde gjort mod Mageskiftet.
I alt dette maatte Reventlow og Schiinmelmann give Saldern
Ret, hvorimod de med Kraft og Koldblodighed traadte op mod
den Anmasselse, der laa i, at han fordrede og truede, hvor han
højst kunde bede og henstille. Saldern blev imidlertid ved sit,
og meget bekymrede for Følgerne af hans utæmmelige Lidenskab
indberettede de Sagen til København, medens de egenlige For
handlinger om Mageskiftets Udførelse udsattes til omtr. den
12
.
Oktober. Reventlows Breve kom først; to til Bernstorff af
28
.
September traf denne i København den
2
. Oktober, et til Arve
prinsen af samme Dag denne den
3
. i Fredensborg. Nu begyndte
en Række bevægede Dage for Hof og Ministre.
Hoffet følte sig ramt paa sit allerømmeste Punkt. Statsraads-
ordningen og Princippet om ikke at have en enkelt Chef i Spidsen
for Regeringskontorerne var Hjørnestenen for dets Magt, og mod
de højadelige Herrer ønskede man i høj Grad at skyde borgerlige
som Stemann frem. Det blev Schack Rathlou, Thott og Bernstorff,
der maatte forfægte modsatte Principper; til Eickstedt og Røme-
ling mærkes saa godt som intet. Man synes at have behandlet
Sagen som et rent udenrigspolitisk Anliggende, der kun vedkom de
Ministre, som deltog i slige Sagers Behandling, et Forhold, der
vidner om den Løshed, som maa have været i hele Regeringen.
De tre Ministre var nu som før enige om Sagens Realitet.
Baade af administrative og dybere politiske Grunde og af Hensyn
til Stemningen i Holsten fandt de det rimeligt at imødekomme
Salderns Ønske, men hans utilbørlige Optræden gjorde Sagen
yderst vanskelig. Hans Trusel var en fræk Anmasselse, og Arve
prinsen kunde med Rette finde, at den angreb Landets Ære.
Ministrene kunde imidlertid med den større Ro og Overlegenhed,
som Alder og Erfaring giver, trænge Forbitrelsen tilbage, skille