Previous Page  144 / 302 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 144 / 302 Next Page
Page Background

125

Sagen. Han billigede hans Vrede mod Saldern, men lagde ham

paa Sinde, at han i saa vigtig en Sag ikke maatte handle over­

ilet og derved sætte sin egen Værdighed i Fare. Han lod Prin­

sen forstaa, at hans unge Alder paalagde ham Forpligtelsen til

ikke at gaa paa egen Haand, men høre og dele Ansvar med

Konseillet.

Men nej, Prinsen blev ved sit, og det lykkedes kun Bern-

storff at faa nogle helt umulige Bemærkninger strøget i det Brev,

som afgik den 6. Brevet var og blev dog saare uheldigt. Prinsen

meddelte, at Kongen allerede havde haft den Tanke paa Mage­

skiftedagen at give Bernstorff Referat af det tyske Kancellis

Sager, men hermed maatte han lade sig nøje, da Prinsen ellers

gik ud af Regeringen. Tonen var ganske barnagtig; en ned­

værdigende Frygt blandes med Lovtaler over Salderns store For­

tjenester af Landet. Ministrene var fortvivlede, et Tilbagetog

for Prinsen syntes vanskeligt. Da kom den

7

. Oktober om Mor­

genen Breve fra Saldern til Arveprinsen, Schack Rathlou og Bern­

storff. Indholdet var, hvad Reventlow havde meddelt, men heldig­

vis var Formen meget afdæmpet; det var blevet en indtrængende

Henstilling, men uden Trusler.

Dette aabnede ny Mulighed for en rimeligere og sømmelig

Forhandling, og samme Dags Aften afholdtes et Møde hos Arve­

prinsen, der nu erklærede, at Kongen maaske i Hovedsagen „uden

at forringe sin Højhed kunde ville føje Salderns Begæring“ , hvor­

for der burde gøres en Forestilling derom. De tre Ministre ud­

arbejdede en saadan og foreslog, at man skulde sætte tyske

Kancelli paa den gamle Fod og give det en Oversekretær, medens

Arveprinsen gjorde „Indvendinger mod Navnet og Embedet“ og

kun vilde have en første Deputeret med noget udvidet Myndig­

hed. Sagen behandledes den 8. i et Deliberationskonseil. Mini­

strene fastholdt deres Standpunkt, Arveprinsen føjede sig tilsyne­

ladende, og den endelige Afgørelse skulde saa forelægges Kongen

i Statsraadet. Men — hvad der er et karakteristisk Eksempel

paa Hoffets Anvendelse af den sindssyge Konge — i Mellemtiden

talte Arveprinsen med Kongen. „Højstsamme blev misnøjet og

skrev: „Jeg vil ingen Obersecreteer have og vil, at den Form.