147 / 302
130
lig undersøgt og klar. Og dog er Monarkens Indflydelse vis,
virkelig og virksom.“ 1
Arveprinsen haabede, at denne smigrende Forklaring og Sam
menligning maatte tilfredsstille Bernstorff, men dette blev næppe
Tilfældet, idet den endelige Instruks væsenlig blev affattet efter
Hoffets Vilje. Naar Bernstorff alligevel enedes med Arveprinsen
om den og tog den, man oprindelig havde tænkt paa, med nogle
Ændringer, var det formentlig ikke blot, fordi hans Myndighed i
Kancelliet under alle Sagers Behandling var stærkt understreget,
men snarere paa Grund af en rent praktisk Betragtning. Selv
med den ubehagelige Bestemmelse om, at de Deputerede alene
skulde affatte Forestillingerne, har Bernstorff vel ment, naar hans
øvrige Myndighed blev uantastet, at kunne hævde sin Autoritet.
Holstenernes Ønske om at faa en Statsminister med Myndighed
og Kundskab til at varetage deres Interesser skulde han nok
skaffe respekteret; han udtalte sig med den største Bestemthed
derom til Ditlev Reventlow,2 og han tog Posten i den Overbevis
ning, at han nok skulde tvinge sine Deputerede, hvem det saa
end blev, til ikke at krydse hans Veje. Han saa her rigtig;
inden for det tyske Kancelli vovede man aldrig at angribe hans
Myndighed. Saaledes blev Bernstorff den eneste Statsminister,
der havde direkte Forbindelse med to Regeringskollegier. I det
udenlandske Departement var han Eneherre, i det tyske Kancelli
blev han det i Virkeligheden, selv om man havde forsøgt at sætte
formelle Grænser for hans Magt. Begge Steder hk hans kraftige
Vilje derfor Lejlighed til at udfolde sig med al den Frihed, den
almindelige politiske Stilling gav Plads til.
Bernstorffs Optræden i disse Forhandlinger præges af stor
Energi og Bestemthed, af megen Værdighed og sund Takt, men
tillige af en ikke ringe Skarphed. Han havde aftvunget Hoffet
Respekt, selv i Arveprinsens mest uforstandige Breve mærkes
denne utvetydig, men Hoffet maa samtidig have følt, om det ikke
havde vidst det før, at han var en ubønhørlig Forkæmper for de
Principper, han fandt rigtige, og kun veg, naar han blev tvunget
dertil. Hvad der var sket, havde ikke bragt ham nærmere til
Hoffet. Han indrømmede selv, at han i Forhandlingerne først i