145 / 302
128
den ny Ordning med Statsraadsanordningen og var ganske vist naaet
til et Resultat, der syntes i høj Grad at svække Direktørens Myn
dighed. Efter Arveprinsens Meddelelse den
16
. skulde de Depu
terede som hidtil have Referat i Deliberationskonseillet, Direk
tøren derimod alene Referatet til Kongen. Hvad de Sager angik,
der afgjordes uden kongelig Resolution, skulde Direktøren deltage
i alle Forhandlinger i Kancelliet, naar han vilde, og træffe alle
Afgørelser sammen med de Deputerede.
Men hvad angik de øvrige, vigtigere Sager, der skulde for i
Konseillet, skulde Bernstorff, da han jo selv havde Sæde i dette,
kun skaffe sig alle mulige Oplysninger om vedkommende Sag,
men overlade til de Deputerede at affatte Forestillingen og under
Forhandlingerne i Kancelliet hverken erklære sig for eller imod,
idet han skulde opsætte dette til Deliberationskonseillet, hvor
han altsaa frit kunde anbefale eller angribe Departementets Ind
stilling.
Det var selvfølgelig dette sidste Punkt, der voldte Vanskelig
hed, medens Bernstorff intet væsenligt fandt at indvende mod
den øvrige Ordning. Var det Meningen, spurgte han hvast, at
Direktøren i de allervigtigste Sager under Forhandlingerne skulde
sidde tavs og uden Indflydelse som en Auscultant? Var det Til
fældet, kunde han jo overhovedet ikke være til Stede, og hele
denne Ordning vilde aldeles ødelægge hans Indflydelse og Autori
tet og bringe ham i en uafladelig Kollision med sit Departement.
Herpaa kunde han aldeles ikke gaa ind; men for at imødekomme
Arveprinsen og komme Statsraadsanordningens Tanke saa nær som
mulig foreslog han, at man udtrykkelig skulde fastslaa, at Direk
tøren i alle Konseilssager ikke skulde have afgørende Stemme,
men kun deliberativ og ikke skulde underskrive Forestillingerne.1
Tanken med Hoffets Forslag var tydelig nok. Man vilde
begrænse Direktørens Myndighed saa stærkt som mulig i selve
Kancelliet og i Konseillet svække Vægten af hans Stemme ved
den Indflydelse, man kunde øve paa de Deputerede, og som disse
kunde* gældende i Indstillinger, der eventuelt gik lige imod Direk
tørens Mening; med Stemann i Kancelliet maatte denne Udsigt
forekomme Bernstorff dobbelt farlig. Endelig har man maaske