146 / 302
129
villet aabne en lettere Vej for Kabinetsordrernes Vandring gennem
det tyske Kancelli uden om Direktøren. Skulde denne først i
Konseillet have Indflydelse paa de Ting, der skulde afgøres af
Kongen, saa vilde ban staa værgeløs over for de kongelige Ordrer,
der kom uden om Konseillet direkte til Kancelliet.
Bernstorff gennemskuede alt dette, og man mærker Uviljen
bag den høflige Form i hans Brev til Arveprinsen. Et Ekko af
hans Stemning træffer vi i et Brev fra Schimmelmann. Han glæder
sig over Bernstorffs Udnævnelse, men tilføjer, at ban ikke med
koldt Blod bar læst den Betingelse, man har fundet for godt at
tilføje. „Sandelig, den Maade, paa hvilken man i København
driver og tillige besværliggør visse Sager, betager En al Lyst til
at have med Sagerne at gøre.“ 1 Schack Rathlou og Thott skulde
efter Arveprinsens Vilje udtale sig om Sagen; vi kender imidler
tid ikke deres Svar, kun Arveprinsens Brev til Bernstorff. Dette
blev en lang Kommentar til det omtvistede Punkt i Direktørens
Instruks, og søgte at vise, at Direktøren vilde faa saa stor en
Myndighed under Sagernes Behandling i Kancelliet, med Ret til
at kræve Oplysninger i videste Omfang ogsaa om hver enkelt
Deputerets Mening og Grundene derfor og bestemme, hvilke Sager
der skulde til Konseillet og lignende, at han ikke vilde blive
brøstholden ved først at
kunne sige sin Mening i Konseillet.
Dette Hovedpunkt vilde Hoffet ikke opgive, thi den „voix délibé-
rative“ , som Bernstorff vilde have som Direktør, vilde man kun
give ham qua Statsminister. Hvis Direktøren havde bestemt Fore
stillingens Indhold, kunde han efter Prinsens Mening ikke sige
sin Mening i Konseillet, hvad Arveprinsen netop ønskede at han
skulde. Hele Ordningen, sagde han smigrende, var netop truffen,
for at Bernstorff ikke skulde tie i Konseillet om de tyske Sager,
men for at man
der kunde nyde godt afhans sjældne Indsigt.
Med Udtryk fra den storePolitik skrev Arveprinsen: „En stor
Konge afholder sig efter min Mening i sit Konseil fra at udtale
sig om vigtige Sager, han ordner dem alligevel, skaffer sig yder
ligere Oplysninger, vaager over sine Raadgiveres Opførsel, men
han antyder ikke sin egen Mening, før han tror Sagen tilstrække*
9