142 / 302
123
Form fra Indhold og træffe en Afgørelse, der tog Hensyn til begge
Dele. Mange Gange vanskeligere blev det for Arveprinsen. Han
var knap tyve Aar, havde store Tanker om den kongelige Vær
dighed, som han vilde repræsentere,|og han var glødende Patriot.
Hvad Overlegenhed og Selvbeherskelse var der at vente?
For saa vidt Ministrene kunde gaa med til et Angreb paa
Statsraads- og Kollegieordningen, kunde de let vække Hoffets Uvilje
paa en pinlig Maade. Hver Gang et saadant Angreb var blevet
forsøgt, havde man hørt de gamle Klager over Konseillets Magt
begærlighed, der i Frederik V ’s Tid havde været Underholdnings
emne vistnok ogsaa mellem Juliane Marie og hendes Venner. Disse
Klager vilde nu igen lyde mod Ministrene og faa en hadsk Til
sætning ved- Mistanken om, at den hele Sag kunde være skabt
af Ministrene selv for ved fremmed Indflydelse at støtte deres
egne Ønsker. Dobbelt pinlig maatte Bernstorff føle denne Mis
tanke, som han saa godt kendte fra sin Onkels sidste Aar; 1
Reventlow ¡jog Schimmelmann var hans nære Venner, og Hoffet
vidste godt, at de principielt var enige med Saldern. Bernstorff
havde i første Øjeblik endog haft den Tanke, at Schimmelmann
kunde have tilskyndet Saldern, hvad Reventlow imidlertid bestemt
benægtede med den Tilføjelse, at han selv havde haft en Frygt
for, at Hoffet skulde tro det samme om ham.2 Det er muligt,
at Hoffet kan have næret en saadan Mistanke til Bernstorff; det
er i alt Fald mærkeligt at se en af Guldbergs Tillidsmænd, P. G.
Schumacher, mange Aar efter udtale den Paastand, at Bernstorff
havde staaet bag ved Saldern for at blive Chef for det tyske
Kancelli.3 Den
5
. Oktober skrev Bernstorff til Reventlow: „Man
kan maaske anklage mig personlig for at stræbe efter min afdøde
Onkels Plads i hele dens Udstrækning. Hvad hjælper det, at
jeg er uskyldig; bliver jeg derfor mindre mistænkt og mindre
fordømt, og er det en mindre Ulykke, at jeg bliver nødt til at
forsvare mig?“ Saaledes blev Bernstorffs Stilling saare vanskelig,
ikke mindst fordi han i de følgende Forhandlinger som Udenrigs
minister havde et opslidende Arbejde som Pennefører og Ordfører
ved alle Lejligheder. Thott fulgte Trop som sædvanlig, Schack
Rathlou derimod tog Affære med stor Energi; han og Bernstorff