139 / 302
120
Struensee havde afskaffet denne Ordning, og nu bestod det tyske
Kancelli af en Overprokurør og tre Deputerede, hvilke alle var
hinanden ligestillede; disse afgjorde alt, hvad der ikke skulde
refereres, medens Thott havde Referat af de øvrige Sager.1 Over
hele denne Ordning var der stor Uvilje i Holsten, fremfor alt hos
Adelen, som var yderst misfornøjet med at skulle staa under et
Kollegium af lutter borgerlige Deputerede og f. Eks. se det høj
fornemme Ridderskabs Anliggender i mange Tilfælde afgjorte af
Folk af lavere Stand. Men ogsaa i Borgerstanden var Misfor
nøjelsen stærk paa Grund af de Personer, der under de nuværende
Forhold vilde faa Magten.
Overprokurøren Adolf Gotthard Carstens stod de lyske Adels
kredse nær, to af de Deputerede Christian Ludvig Schütz og
Peter Henningsen var lidet betydende, men derimod var det
den tredje Christian Ludvig Stemann, Deputeret siden
1771
,
der vakte Frygt og Uvilje. Stemann var Hoffets Tillidsmand,
og gennem ham vilde Hoffet regere Kancelliet. Hoffet, der i
disse første Aar selv mangler Indsigt og Erfaring, søger paa alle
Omraader en eller anden at holde sig til. I de danske Sager
kunde Scliack Rathlou i Reglen bruges, men til de tyske Sager
kendte han for lidt, her skulde Stemann benyttes. Stemann var en
velbegavet, energisk Mand, en dygtig Arbejder, men en Ærgerrighed,
der vilde frem, naar Lejligheden bød sig. Meget bestemt havde
han, skønt tysk af Herkomst og Opdragelse, sluttet sig til de
danske Kredse i København. Mellem ham og Guldberg var der
et nært Venskab, og Stemann gik ud og ind paa Slottet. Hoffets
Anerkendelse fik sit Udtryk, da han i September i Anledning af
Juliane Maries Fødselsdag udnævntes til Konferensraad.2
Saaledes blev Holstenernes Fremtidsperspektiv et Kollegium
af lutter borgerlige med Stemann i Spidsen og gennem ham helt
afhængigt af det udpræget danske Hofs Vilje. I de Sager, der
ikke skulde refereres, og i alle Naadessager, hvor Kabinetsordrer
fra nu af i Reglen benyttedes og Indstillinger af Hoffets private
Tillidsmænd var meget virksomme, vilde Stemann blive almægtig.
Det øvrige skulde Thott referere, men naar Saldern sagde om
ham, at han hverken kendte Holstenernes Love eller Ønsker, var