138 / 302
119
da Reventlow i September sammen med den officielle Udnævnelse
til kongelig Kommissarius fik Meddelelse fra Arveprinsen om, at
en Pension paa
4000
Rigsdaler aarlig fremtidig vilde blive ham
udbetalt.1
En Række smaa Konflikter knyttede til „Mageskiftets Udførelse
bar mindre Interesse end en enkelt Brydning, der kaster Lys over
Stemningen i Holsten og over Forholdene i København.2 Uden
at det i Øjeblikket er muligt nøje at studere Stemninger og Til
stande i Holsten i Aarene før
1773
, lader der sig dog paa dette
Tidspunkt med Sikkerhed eftervise en voldsom Uvilje mod Dan
mark i den hertugelige Del. Aarsagen var i ringe Grad af reel
Natur, men langt mere en Frugt af de i Aarhundreder nedlagte
Sædekorn. Had til Danmark var lige til
1762
næsten blevet
fordret af den gottorpske Landsherre som den rette Patriotisme,
og indtil de sidste Tider havde man i Kirkebønnerne nedbedt
Guds Beskærmelse mod Danmark. Der var i det hertugelige
Holsten i disse Aar et stort Parti, der bar Navn af det svenske.
Navnets Afledning er lidt uklar, men Partiet repræsenterede i alt
Fald en levende Uvilje mod den Mageskiftepolitik, som Rusland
efter
1762
definitivt slog ind paa. Denne Stemning, der var
stærk hos Adelen, hos Embedsstanden og hos Borgerne i den
eneste større By Kiel, havde affødt positive Skridt for at hindre
Mageskiftet; disse havde intet frugtet, men Uviljen var derfor
ikke bleven mindre.
Misfornøjelsen i disse ledende holstenske Kredse fik, da Mage
skiftet stod for Døren, et Holdepunkt i Klager over Hertugdøm
mernes fremtidige Styrelse, og det blev saa meget vigtigere,
som Adelen i det øvrige Holsten ganske delte denne Klage. Det
var i første Linie selve Formen, man angreb, men bagved laa
Uvilje mod Personer og en national Frygt.
Før Struensee havde der i Spidsen for det tyske Kancelli
staaet en tysk, højadelig Oversekretær, der tillige havde haft
Sæde i Statsraadet. Han ledede alt, underskrev og paraferede
alene alle Forestillinger og Ekspeditioner og havde under sig nogle
Kancellisekretærer. Alt, hvad der ikke skulde refereres for Kongen,
afgjorde Oversekretæren; i Konseillet refererede Kancelliforvalteren.