151 / 302
134
nægtelsesret. Alt samles til en mistroisk, kampbevidst Opposi
tionslyst. Regeringen kender paa sin Side disse Stemninger og
nærer tilsvarende. I Instruksen til Bernstorff, da han overtog
tyske Kancelli, udtales udtrykkelig Haabet om, „at Bernstorff med
ømmeste Omhu vil vaage over, at Kongens Myndighed og høje
Rettigheder ikke i Hertugdømmerne lider det allermindste Afbræk,
af hvem endog være kunde“ .1 Den ledende Kreds’s udprægede
danske Tendenser og den Lyst til at trænge Adelen tilbage, der
er en Del af Guldbergs System, præger Hoffets Synspunkter.
Man anser paa Forhaand Ridderskabet for upaalideligt og ureger
ligt og venter urimelig Modstand. Hoffet og Konseillets Flertal
afskyr alt, hvad der smager af Indskrænkning i den ahsolute
Kongemagt, Privilegier og alt sligt; Schack Rathlou og vel i det
hele den danske Adel ser med Skinsyge, at Monarkiets tyske
Adel udgør et privilegeret Korps og synes at stræbe efter yder
ligere Rettigheder. Disse Stemninger farves af Bitterheden mod
de tyske højadelige, der saa længe har hersket i Konseillet.
Hvor kongetro end en Mand som Ditlev Reventlow er, saa glem
mes det dog ikke, at han var en af Pillerne i Frederik V ’s tyske
Konseil.
At bygge Bro over denne Kløft bliver for A. P. Bernstorff
en Livsgerning og en Hjertesag. Hvad var den andet end en
Fortsættelse af den Mands Gerning, der i alt var hans Forbillede?
Først ved Harmoni mellem Monarkiets forskellige Dele betryg-
gedes jo Mageskiftet. Med Sorg saa han, hvor hurtig man glemte
at sætte Pris paa denne store Vinding. Han vilde dog gøre sit
for at sikre Frugterne.2
Dette ser vi direkte udtrykt i den Forestilling til Kongen af
19
. Februar
1779
, hvorved han tog Initiativet til Forhandlingen
om Forlovelsen mellem Louise Augusta og Frederik Christian af
Augustenborg. Motiveringen er den simple og klare, at denne
Forbindelse vilde sikre imod, at Fordelene ved Mageskiftet, der
var tilvejebragt ved saa umaadelige Anstrengelser, en Gang i
Tiden skulde kunne gaa tabt. Her træder Bernstorffs Opfattelse
af Hertugdømmernes statsretlige Forhold utvetydig frem: Slesvig
følger Kongelovens Arveregler, Holsten er derimod „ein ohnstrei-