Previous Page  154 / 302 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 154 / 302 Next Page
Page Background

137

forskellige statsretlige Stilling. Han ansaa det for nødvendigt at

raade Bod herpaa, og Bestræbelsen herfor er et naturligt Led i

hans hele Politik. Men som overalt i disse Aar skyr han de

stærke Brud, de afgørende Fremskridt. Den store Række For­

ordninger, der udgaar fra det tyske Kancelli, rummer en Mængde

Forbedringer og mindre Reformer; man skimter gennem det hele

en Plan om at skabe Orden og Ensartethed, men afgørende, store

Reformer trættes ikke.

Denne langsomme og forsigtige Fremgangsmaade, der til Dels

er Udtryk for Bernstorffs Usikkerhedsfølelse under Kampen med

Hoffets uregelmæssige Myndighed, havde den Fordel ikke at give

Anledning til nævneværdig Misfornøjelse fra nogen Side i Hertug­

dømmerne. En radikal Reformpolitik vilde, hvilke Fordele den

ellers kunde have medført, have foruroliget mange Dele af Befolk­

ningen, hos hvem der i denne Periode ikke fandtes bevidst Trang

til større Forandringer. Nu skabte Bernstorffs Styrelse Tryghed

og Tillid; selv i det hertugelige Holsten, der jo i mange Hen­

seender fik Forandringer i Styrelse og Lovgivning, spores kun

ringe Opposition i Befolkningens brede Lag. Den Smule, som

var, kom fra Kiel, der maatte give Afkald paa de mange Fordele,

Byen havde haft som den hertugelige Regerings Sæde. Bernstorff

søgte at skaane Kiel saa meget som muligt, blandt andet for

derved at berolige Stemningen dér, som før Mageskiftet havde

været yderst ophidset mod Danmark, ja han havde af den Grund

endog ønsket hellere at flytte Landretten i Gliickstadt til Kiel end

omvendt. Her stødte han dog i København paa en vis Uvilje

mod Kiel, der næredes ved de kongelige holstenske Embedsmænds

Jalousi over for de tidligere hertugelige Kolleger, og da det jo i

og for sig var rimeligt, at de hertugelige Særinstitutioner gik op

i de kongelige, gav han efter. De gamle kielske Regeringskol­

legier ophævedes, og Overdomstolene sammensmeltedes og flytte­

des til Gliickstadt. Til Gengæld søgte Bernstorff, hvor han

kunde, at holde Byen skadesløs; ivrige Bestræbelser for at op­

hjælpe Universitetet var ogsaa i denne Retning af Vigtighed.1

Myndigt men yderst humant var Bernstorffs Forhold til

Embedsstanden saa vel i tyske Kancelli som i Hertugdømmerne.