154 / 302
137
forskellige statsretlige Stilling. Han ansaa det for nødvendigt at
raade Bod herpaa, og Bestræbelsen herfor er et naturligt Led i
hans hele Politik. Men som overalt i disse Aar skyr han de
stærke Brud, de afgørende Fremskridt. Den store Række For
ordninger, der udgaar fra det tyske Kancelli, rummer en Mængde
Forbedringer og mindre Reformer; man skimter gennem det hele
en Plan om at skabe Orden og Ensartethed, men afgørende, store
Reformer trættes ikke.
Denne langsomme og forsigtige Fremgangsmaade, der til Dels
er Udtryk for Bernstorffs Usikkerhedsfølelse under Kampen med
Hoffets uregelmæssige Myndighed, havde den Fordel ikke at give
Anledning til nævneværdig Misfornøjelse fra nogen Side i Hertug
dømmerne. En radikal Reformpolitik vilde, hvilke Fordele den
ellers kunde have medført, have foruroliget mange Dele af Befolk
ningen, hos hvem der i denne Periode ikke fandtes bevidst Trang
til større Forandringer. Nu skabte Bernstorffs Styrelse Tryghed
og Tillid; selv i det hertugelige Holsten, der jo i mange Hen
seender fik Forandringer i Styrelse og Lovgivning, spores kun
ringe Opposition i Befolkningens brede Lag. Den Smule, som
var, kom fra Kiel, der maatte give Afkald paa de mange Fordele,
Byen havde haft som den hertugelige Regerings Sæde. Bernstorff
søgte at skaane Kiel saa meget som muligt, blandt andet for
derved at berolige Stemningen dér, som før Mageskiftet havde
været yderst ophidset mod Danmark, ja han havde af den Grund
endog ønsket hellere at flytte Landretten i Gliickstadt til Kiel end
omvendt. Her stødte han dog i København paa en vis Uvilje
mod Kiel, der næredes ved de kongelige holstenske Embedsmænds
Jalousi over for de tidligere hertugelige Kolleger, og da det jo i
og for sig var rimeligt, at de hertugelige Særinstitutioner gik op
i de kongelige, gav han efter. De gamle kielske Regeringskol
legier ophævedes, og Overdomstolene sammensmeltedes og flytte
des til Gliickstadt. Til Gengæld søgte Bernstorff, hvor han
kunde, at holde Byen skadesløs; ivrige Bestræbelser for at op
hjælpe Universitetet var ogsaa i denne Retning af Vigtighed.1
Myndigt men yderst humant var Bernstorffs Forhold til
Embedsstanden saa vel i tyske Kancelli som i Hertugdømmerne.