159 / 302
142
mand i alt hvad der vedrører Hertugdømmerne, og hans Navn
derved uadskilleligt knyttet til deres Historie i denne Tid.1
Det Billede, Eftertiden har dannet sig af Overkammerherren
paa Emkendorff og Altenhof, beror udelukkende paa den haarde
Dom, man har fældet over hans Virksomhed som Christian VII’s
Opdrager; selv en maadeholden, mildt dømmende moderne Forsker
stempler ham som „en brutal og bornert Mand uden nogen særlig
Fagdygtighed“ og anerkender kun ret formelt en vis Ordenssans,
Hæderlighed og strenge Sæder." Denne Dom vil visselig ikke
kunne opretholdes; utrykte Breve og Optegnelser fra bernstorffske
og reventlowske Familiearkiver kaster et andet Lys over Christian
YII’s Opdrager end dem, der først er tændt af Charlotte Dorothea
Biehl, U. A. Holstein, Suhm og andre slige. Man bliver nødt til
at nuancere Opfattelsen stærkt. Til en Redegørelse herfor vil
der dog være bedre Plads i en Monografi, hvortil der allerede
foreligger et betydeligt Materiale. Her bør det kun fremhæves,
at hvorom alting er, saa vejer Ditlev Reventlows Virksomhed i
Hertugdømmerne fra
1773
til hans Død i November
1783
svært
til hans Fordel.
Ditlev Reventlow er Typen paa den loyale Holstener, der i
kritiske Tider længe blev et stærkt Baand mellem Hertugdøm
merne og Kongeriget. Nationalt og statsretlig stod han som
Bernstorff, Statsenheden og Dynastiet var Centrum for hans Følel
ser. Han vendte sig i lige Grad mod holstensk Danskerhad som
mod Guldbergs Ultradanisme. . Carl Moltke og Ditlev Reventlow
vilde have forstaaet hinanden. Andre holstenske Herrer saa
Tingene paa samme Vis, men faa var ansete som han, rige ikke
blot paa Ahner og Gods, men ogsaa paa Erfaring og Kundskab
til danske og holstenske Forhold; ingen kunde med slig Autoritet
træde i Skranken for Helstat og Dynasti.
Derfor ønskede Bernstorff at drage ham frem hvor han
kunde, og vilde ikke nøjes med at høre hans Raad i Breve. Helt
glat gik det dog ikke med at knytte ham til fast Virksomhed
for Staten udover Kommissioner og Udvalg. D. Reventlow var
bleven bitter og fjendsk mod mange i København; han følte sig
sveget og svigtet, og ikke uden Grund. Hoffet vilde ikke yde