156 / 302
139
med Grund som en Forvisning; derfor og i det hele paa Grund
af Spændingen mellem de københavnske Kredse og Holstenerne,
var det kun med stor Uvilje, at Mænd fra Kongeriget tog mod
Stillinger i Hertugdømmerne.1
Efter en saa streng Kritik venter man skarpe Forholdsregler,
Afskedigelser og Forflyttelser. Noget saadant træffes dog ingen
lunde; stor Mildhed præger Bernstorffs Praksis. Aarsagerne er
flere. Dels har Hensynet til Hoffets milde Stemninger og dets Ønsker
om Popularitet gjort sig gældende, Vanskeligheden ved at finde
bedre Kræfter har betydet en Del, og endelig har Bernstorffs egen
store Samvittighedsfuldhed alt for ofte blødgjort ham, saa Alder
og Svaghed har afvendt Slaget fra Embedsmænd, der uden Tvivl
burde afskediges. Ønsket om ikke at tage for haardt har uden
Tvivl mange Gange ladet ham være for overbærende.
Til Gengæld anvendte han den nøjeste Prøvelse, hvor der
skulde foretages Forandringer eller ved ny Udnævnelser. Han
gaar paa Jagt efter de bedste Personer, forhører sig overalt for
ikke at tage fejl. Bernstorffs Uvilje mod Indfødsretten havde
blandt andet Holdepunkt her, idet han fandt, at Loven hindrede
hans fri Valg. Fandt han en dygtig Mand, holdt han haardnakket
fast ved ham; der er næppe nogen, der kan anklage ham for at
have svigtet paa Halvvejen. Saaledes stræbte han i en Aarrække
efter at knytte Konferensraad Johan Otto Niemann fast til dansk
Tjeneste. Niemann, der havde været Vicekansler i det hertuge
lige Justitskancelli i Kiel og trofast arbejdet for Mageskiftet, var
vistnok overordenlig dygtig, men tillige meget fordringsfuld. Han
vilde ikke tage de Stillinger, Bernstorff kunde skaffe ham, da
hans egen blev inddraget, og satte sig i det hele paa den høje
Hest. Alligevel prøvede Bernstorff paa alle Maader at holde
ham fast. Man havde ikke Raad til at miste en eneste Kraft,
det var nu som altid hans Motivering.1’
Paa eet Punkt træffer vi dog nogen Afvigelse fra den sikre
Samvittighedsfuldhed, hvormed Bernstorff behandler alle Embeds
besættelser, Naadesakter og sligt, men det er ganske vist paa et
Omraade, hvor vi er tilbøjelige til at anlægge en strengere Maale-
stok end de fleste i Samtiden. Det er Bernstorffs store Iver for