183 / 302
166
udvirket, at Fordelingen af Hestene overlodes Ridderskabet selv.
Der gjordes imidlertid en saadan Mængde formelle og principielle
Vanskeligheder, at Militærledelsen i København var ved at faa
det Indtryk, at man vilde prøve paa at hindre den kongelige
Ordres Udførelse. Generalitetskollegiet og Rentekammeret blev
utaalmodige, og det tyske Kancelli maatte udsende flere skrappe
Skrivelser og omsider gaa med til at overdrage Fordelingen til
en særlig Kommission. Bernstorff beklagede dette stærkt som en
højst uheldig Anledning for Regeringen til fremtidig at unddrage
Ridderskabet Selvbestemmelsesret i sligt. 1
Disse Rivninger lagde imidlertid nyt Tønder til den altid
ulmende Mistroens Ild i København.
Bernstorff var fortvivlet
herover, han havde, syntes han, allerede opnaaet at trænge den
uvillige Stemning godt tilbage, nu kunde han begynde forfra.
Misstemningen fik Udbrud, da Ridderskabets Bønskrift om det ny
Udvalgs Stadfæstelse kom for i Statsraadet i Foraaret 17 7 5 .'
Schack Rathlou var den, der rejste Modstanden. Han var i
det hele uvillig stemt mod Holstenerne og som dansk Adelsmand
skinsyg paa Ridderskabets Korpsprivilegier, og i Øjeblikket dob
belt ærgerlig, da den danske Adel uden Modstand havde fundet
sig i de forøgede Militsbyrder.
Han drog let Hoffet og sine
danske Kolleger med ind i denne Stemning, og man gjorde
Vanskeligheder ved at bekræfte det nydannede staaende Udvalg.
Den 30. Marts havde det tyske Kancelli gjort Forestilling
om det modtagne Bønskrift og Forslag om den ønskede Approba
tion. Sagen blev derpaa Genstand for langvarige Forhandlinger
i og uden for Konseillet, og først tre Uger efter fik Bernstorff til
vejebragt Enighed.
Modstanden knyttede sig ikke, som man
kunde have ventet, til nogen Tanke om, at det staaende Udvalg
vilde skabe et nyt uhjemlet Baand mellem de to Hertugdømmers
Ridderskaber, men derimod hovedsagelig til Navnet og Begrebet
„engerer Ausschuss“ .
Selve Navnet og Henvisningen i Bøn-
skriftet til andre Landes Eksempel vakte Mindelser om „Secreta
Utskottet“ i Sverige og et staaende Udvalg hos den mecklenburgske
Adel, der hver paa sin Vis havde været Fyrstemagten til Besvær.
Efter Bernstorffs Mening frygtede man i det hele uden dog at