Previous Page  179 / 302 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 179 / 302 Next Page
Page Background

162

nyt, hidtil ikke hjemlet Baand mellem disse, men han uddybede

ikke Spørgsmaalet, kom ud over det med en Henvisning til, at

begge Hertugdømmer jo nu stod under een Herre, og at Nexus

socialis altid havde været anerkendt. Han tænkte ikke paa, at

der med Hensyn til Hertugdømmernes indbyrdes Forhold lod sig

drage Slutninger af den ny Ordning. At han ikke anerkendte

saadanne Slutningers Berettigelse, er paa den anden Side sikkert.

Foruden hans øvrige Udtalelser kan det i den Henseende nævnes,

at han, da Udvalget skulde til at fungere, paa given Foranledning-

udtalte, at han fandt det rimeligst, at den gamle Praksis vedblev,

hvorefter der i Sager vedrørende det slesvigske Ridderskab alene

skete Henvendelse til Provsten i Slesvig og ikke til det staaende

Udvalg; thi dette var. fandt han, kun Repræsentant for det sam­

lede Ridderskab, og naar de to Landes Adel var hver for sig,

udgjorde de ikke det Korps, der repræsenteredes. Af praktiske

Grunde havde han dog ikke noget imod en anden Ordning, men

principielt fastholdt han her Forskellen mellem de to Lande.1

Naar Bernstorff mente, at den ny Ordning alligevel burde

have kongelig Sanktion, var det, fordi man maatte udvirke en

kongelig Ordre til Kollegier og Kancelli om fremtidig Henvendelse

til Udvalget og ikke til Prælaterne. Men han fastholdt bestemt,

at Ridderskabet vel af lignende praktiske Grunde burde holde Re­

geringen å jour med, hvem der til enhver Tid sad i Udvalget, men

derimod aldeles ikke havde Forpligtelse til at give Oplysninger om

Udvalgets Instruks eller Forretningsorden. Denne stærke Værnen

om Ridderskabets Rettigheder motiverede han med, at selv

0111

der i Øjeblikket absolut ingen Fare var for Overgreb fra Rege­

ringens Side, og Forsigtigheden derfor kunde synes overdreven,

saa skiftede Tider og Personer, og der kunde komme Dage, da

man ikke som nu betragtede Ridderskabets Privilegier som hellige

og ukrænkelige.

Bønskriftet af 10. Marts 1775 afviger afgørende fra Prome-

morien af Februar 1774. Kender man den sidste, føles Bøn-

skriftet næsten som en tavs Protest derimod.

Ordet Landstænder nævnes ikke, alle Hentydninger til gam­

mel Ret mangler, end ikke det svageste Ønske om Indflydelse paa