174 / 302
157
abzugebenden neuen königl. Landes-Verordnungen, wobey directe
oder indirecte das Interesse der Klöster und adelichen Güter ver-
siren wird, eine vorgängige, dem Könige und dem Lande allezeit
vortheilhafte Communication stattfinden mögte“ .
Thi, siges det, en slig Kommunikation har i forrige Tider
meget ofte fundet Sted efter Forholdene paa den ene eller anden
Maade, og i Særdeleshed erindres om Landdagene, som „nach
uhraltem Gebrauch“ er hievne indkaldt lige til Begyndelsen af
Aarhundredet. Ganske vist vilde en fornyet Indkaldelse af disse
„niemals aufgehobene sondern nur durch die eingefallenen Zeit
läufte verschobene“ Landdage nu alene afhænge af den nu eneste
Landsherres Forgodtbefindende, og Ridderskabet føjer sig i denne
Sag som i alle allerydmygst etter Kongens Vilje. Men netop
under Forudsætning af, at Landdagene ikke foreløbig kommer i
Kraft, tillader man sig at foreslaa et Middel, „wodurch wo nicht
ein ganz völliger, doch ein ähnlicher Endzweck, als wie bey denen
Land-Tägen zum wahren Wohl des Landes erreichet werden
könne“ . Dette skulde da være, at Ridderskabet paa egen Be
kostning oprettede „einen perpetuirlichen engeren Ausschusz“ ,
som skulde have Lov til efter Omstændighederne at forebringe
Regeringen sine „unvorgreifliche Gedancken und Vorschläge zum
wahren Wohl der Klöster und adelichen Güther“ , og i Særdeleshed
ønskedes det, at Ministeriet maatte faa Ordre til forud at ind
kræve Udvalgets „unvorgreifliche Gedancken, mithin ihre Nothdurft
zu vernehmen“ , naar der skulde udstedes „LandesVerordnungen“ ,
der berørte Klostrene og de adelige Godser.
Forskellige Strømninger blandes i denne Promemorie. Utve
tydig hævdes det historiske Retsgrundlag for Landdagene, men
lige saa utvetydig anerkendes Landsherrens ubetingede Ret til
at bestemme deres Genoplivelse. Mindre klart er derimod det
Surrogat, man ønsker indført, idet man forlods gaar ud fra, at
Idealet: Landstændernes fornyede Ikrafttræden ikke lader sig op-
naa. Forstaas der ved „innerliche Verfassung dieser Herzog-
thiimer“ alt vedrørende begge Hertugdømmer, der behandles ganske
som en Enhed — Landet siges der endog gentagne Gange —,
eller er det blot Sager vedrørende Klostre og adelige Godser, det