Previous Page  178 / 302 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 178 / 302 Next Page
Page Background

161

storffs Skøn ikke meget højere; det var Cay Rantzau, der var

Sjælen i Fronden.1 Intet Under da, at man kunde ønske at

fjerne den Ordning, der gav hamsom første Prælat en saa ind­

flydelsesrig Stilling. MedRette ansaa man det desuden for en

mislig Sag, at de klostergivne Damer, der næppe havde stort

politisk Begreh og var tilgængelige for alskens Paavirkning, skulde

vælge Adelens Ledere.

Disse Overvejelser laa bag ved Ditlev Reventlows og Brock-

dorffs Forslag. Sidst i Oktober 1774 nedsatte Ridderskabet et

Nimandsudvalg til at overveje Sagen. Bernstorff var glad ved

dets Sammensætning. Over for Cay Rantzau og dennes svorne

Mand Wulf Blome stod et fast Flertal bestaaende af Ditlev

Reventlow, dennes Broder Henrik til Kaltenhof, C.

IT.

Brockdorff,

Caspar v. Saldern, der efter sit Fald 1774 levede rolig i Hol­

sten og indtog en urokkelig loyal Holdning over for Regeringen

i København

, 2

og Fr. Halm til Neuhaus. Til disse kom to Ru-

mohrer, hvis Standpunkt ikke kendes, men som, selv om de stod

paa Cay Rantzaus Side, ikke vilde have kunnet gøre Udslaget.

Saaledes beherskede D. Reventlow og Brockdorff Udvalget

og gennemførte endog til Forbavselse for Bernstorff sejrrig en

Ordning, der ramte Prælaterne og Cay Rantzau paa det føleligste.

Ledelsen af Ridderskabet skulde, bestemtes det, lægges i Hæn­

derne paa et Udvalg bestaaende af en Prælat og seks Riddere;

hvert andet Aar skulde Udvalget fornys, Ridderne ved Valg, Præ­

laterne efter Tur. Hermed var Magten ude af Prælaternes Hæn­

der; en af Grundpillerne for Cay Rantzaus Indflydelse var bristet.

Denne Nyordning vedtog Ridderskabet paa egen Haand, men

forelagde den tillige i et Bønskrift af 10. Marts 1775 til kongelig

Stadfæstelse.3

I og for sig fandt Bernstorff ikke dette sidste nødvendigt;

stærkt interesseret som ban var for at holde paa Ridderskabets

Selvstændighed, hvor det var muligt og rimeligt, mente han, at

Ordningen var et indre Korpsanliggende og som saadant Rege­

ringen uvedkommende. I sine Betragtninger herover strejfer han

dog et betydningsfuldt Punkt. Han indsaa, at det ny, faste

Fællesudvalg for begge Hertugdømmers Ridderskab rummede et

11