175 / 302
158
drejer sig om? Hvad betyder Udtrykket „vertrauliche Communi
cation" ? Udtrykkene er vage og forsigtige, delvis selvmodsigende.
Referatet af de historiske Forhold paavirkes af Konklusionens
langt nedstemte Fordringer. Af dette enkelte Aktstykke, og andet
vides der foreløbig ikke om disse Forhandlinger,1 tror jeg dog
at kunne slutte, at man i Virkeligheden har fortolket de gamle
Rettigheder vidt, har haft Landstændernes Skattebevillingsret og
vidtstrakte Myndighed for hele Slesvig-Holsten i Tanke, men ikke
har turdet sige dette klart, end sige møde med tilsvarende Ønsker.
Men man siger dog ligefrem, at de Ønsker, man frembærer, ikke
dækker Idealet; det staaende Udvalg skal kun midlertidig erstatte
Landdagene, dets Indflydelse begrænses til Klostre og adelige
Godser; kun om disses Forhold vil man have Ret til at indgive
Forslag og Betænkninger, og kun om hvad der vedrører dem,
skal Regeringen afkræve Udvalget forlods Betænkninger ved ny
Foranstaltninger.
De Krav, man opstiller, er saaledes i og for sig ikke store;
men bagved skimtes vidtrækkende Fordringer. Promemorien ud
trykker det Maksimum, man vover; sikkerlig har Cay Rantzau
og hans Venner paa Mødet i Kiel udtrykt sig langt skarpere,
tolket langt dristigere Ønsker. Naar Cay Rantzaus og Ditlev
Reventlows Broders Navn staar Side og Side under Promemorien,
tør man gaa ud fra, at denne er et Kompromis efter stærke
Brydninger. Og dog taler Promemorien tydelig nok og vidner
om Undervandsstrømningerne i Holsten. Støtten hos Gottorperne
er bristet, nu griber man efter de gamle „verbriefte Rechte“ ,
Ordet Landstænder er udtalt, det være saa forsigtig, saa loyalt
som vel muligt. Bevidstheden om, at de ikke er ophævede, er
tilstrækkelig. Saaledes kan vi rykke Udgangspunktet for Ridder
skabsbevægelsen i vort Aarhundrede tilbage. Allerede 1774 har
Tankerne været bevidst fremme.
Hvorfor taber da Forbindelseslinierne sig, hvorfor høres de
samme Toner ikke i den følgende Tid? Promemoriens Skæbne
giver os en væsenlig Del af Svaret.
Deputationen havde Promemorien med til København og gav
den straks til Bernstorff. Han lod vistnok A. G. Carstens tage