173 / 302
156
Rantzau, Herre til Breitenburg, der ved Mageskiftet havde faaet
det hvide Baand, en af Hertugdømmernes største Jorddrotter og
gift med en Tante til Bernstorffs Hustru.1
Valget vandt Bifald i København; midt i April ankom Depu
tationen.
Den blev godt modtaget og befandt sig vel; selv
Brockdorffs Hustru, der fulgte sin Mand og var en meget for
dringsfuld Dame, var tilfreds. Mellem Fester forhandledes der.
De medbragte Andragender berørte meget forskellige Sager. Nogle,
som Striden med de ikke-reciperede Godsejere, udsattes, andre
afgjordes straks efter Ridderskabets Ønske, et enkelt viste skarpt
Modsætningen mellem Ridderskabets Ønsker og Regeringens Vilje
og gav Anledning til langvarig Trætte. Eet Punkt endelig gled
helt ud af Forhandlingen, ja forebragtes end ikke i de officielle
Andragender eller for andre af Regeringens Medlemmer end Bern-
storff. Dette var Ønsket om Indførelsen af et staaende Udvalg
som Repræsentation for Ridderskabet.
Sidst i Februar havde Ridderskabet boldt Møde i Kiel og
forhandlet
0111
Deputationens Afsendelse. Forhandlingernes De
tailler kendes ikke, men foruden de Andragender, som Deputa
tionen frembar i Ridderskabets Navn, kender vi en Promemorie,
undertegnet af fem Ridderskabsmedlemmer, stilet til Deputationen
og indeholdende endnu et Ærinde til denne.' Hvorledes de fem
Herrer, to Grever Rantzau, deraf den ene Oppositionens ledende
Aand Cay Rantzau, „Verbitter“ i Itzehoe og Provst i Preetz, en
Rumohr, Ditlev Reventlows Broder, Henrik Reventlow til Kalten
hof og Klosterprovsten i Slesvig Jürgen Ahlefeldt er kommen til
at optræde samlede, om paa hele Ridderskabets eller, hvad der
vel er troligere, paa en Del Medlemmers Vegne, foreligger der i
Øjeblikket ingen Oplysning om. Kun Promemorien, der er under
tegnet den 23. Februar, Dagen før det officielle Andragende, giver
et mærkeligt Indblik i de Meninger, der har gjort sig gældende i
Ridderskabet.
Den udtaler Ønsket om, at Deputationen efter Omstændig
hederne, som den bedst kunde bedømme efter Udfaldet af de
øvrige Ærinder, maatte kunne opnaa, „dasz in Ansehung der
innerlichen Verfassung dieser Fürstenthümer und besonderes bey