189 / 302
172
ham var Hovedprincippet i alt internationalt Samkvem. Han
kunde vel i sidste Instans kun underbygge Kravet med rent
moralske Argumenter og forstod tilfulde, at disse kunde glippe;
men hans Styrke blev en fast Tro paa, at de kunde holde langt,
hvor de anvendtes paa een Gang med Styrke og Smidighed.
Det blev et Hovedformaal for hans Politik ikke at lade Staten
spilde sit Krudt. Over for Sverige havde man efter hans Op
fattelse været i Færd med at gøre det.1 Han havde vel i
1772
set med Ængstelse paa Gustav III’s Planer og opgav aldrig Mis
tilliden til ham, og det med Rette. I
1778
traf han ham for
første Gang, og det morede ham da at se, hvor rigtigt det Billede
var, som han ved nøje at følge den urolige Konges Færd havde
dannet sig af ham. Han underkendte ikke hans Talenter og
glimrende ydre Begavelse; men han fandt ham hul og løs, hund
forfængelig og upaalidelig, og dertil naiv i sin Tro paa at kunne
imponere og blænde. Sverige under Gustav III frygtede han ikke;
allerede i
1773
og
1774
misbilligede han Flaadeudrustninger mod
Sverige og gik kun med til dem for at føje sine Kolleger; i
1775
erklærede han, at Gustav III var absolut ufarlig. Man skulde holde
vaagent Øje med ham; men Danmark var baade ved sine indre
Forhold, som han trods alt ansaa for solidere end Sveriges, og
ved sine Alliancer langt stærkere og havde intet at frygte. Ganske
vist fortsatte Bernstorff officielt den traditionelle Politik med For
søg paa at faa Rusland med til at ændre Sveriges Forfatning,
og der kan fremhæves diplomatiske Udtalelser nok i denne Ret
ning. Inderst inde brød han sig dog ikke meget derom, fra omtr.
1775
var det en Biting for ham. Han brugte nærmest Ruslands
gamle Løfter derom som et Pres paa den mægtige Allierede.
Ganske vist ansaa han en Formindskelse af Gustav III’s Magt
for ønskelig, men han fandt dog, at den nuværende svenske For
fatning, naar Kongen hverken kunde forøge Skatterne eller und-
gaa Rigsdagene, var mindre farlig for Naboerne end et Monarki,
der næsten var et Aristokrati, som Sverige havde været før Au
gust
1772
. Derfor søgte han at dæmpe al Ængstelse og traadte
i den Anledning gentagne Gange i Modsætning til Hoffet og til
Schack Rathlou, medens Eickstedt saa roligere herpaa og støttede