192 / 302
175
denne Stemning. Naar England optraadte drilagtig, var der An
ledning nok til at betale med samme Mønt, men Bernstorff holdt
igen og hævdede, at man ikke maatte lægge for stor Vægt paa
en Optræden, der havde en rent personlig Aarsag, som skulde og
vilde vige for de langt vigtigere Interesser, der knyttede Landene
sammen. Han opnaaede ogsaa længe at hindre Udbrud, men
kun ved at sætte sin hele Autoritet ind. Hoffet — thi Guldberg1
og Arveprinsen delte fuldt ud Juliane Maries Opfattelse — nærede
stadig Misfornøjelse paa dette Punkt; men saa længe man ikke
fratog Bernstorff Styrelsen af Udenrigspolitiken, var der intet andet
at gøre end at rette sig efter ham og tillige optræde velvillig
over for den engelske Gesandt og overlade det til Bernstorff selv
at bruge skarpe Udtryk, naar det var nødvendigt.
I Efteraaret
1775
gjorde man dog et forgæves Forsøg paa
at trænge ind paa hans Enemærker.ä
Det var just i den Tid, da Forhandlingerne med England
om Kronprins Frederiks og Louise Angustas Arv efter Caroline
Mathilde stod paa Dagsordenen. Bernstorff optraadte sindig og
mente at kunne finde en Løsning uden at skabe Brud, men til
lige uden at slaa af paa Kongehusets Ret og Værdighed. Han
tog derfor ret myndig Sagen i sin Haand, men Hoffet var util
freds. Allerede ved Dødsfaldet i Maj havde det været stødt over
Bernstorffs Indgriben i Spørgsmaalet om den Sorg, man skulde
anlægge. Hoffets Had til Caroline Mathilde var næppe stærkere
end Bernstorffs, der var overdreven forbitret paa hende, men det
havde skabt den lidet sømmelige Tanke, at Børnene først skulde
bære Sorg for hende, naar Dødsfaldet blev officielt notificeret, og
da kun som for en fremmed Dronning. Bernstorff modsatte sig
dette og fik hele Konseillet med sig. Han hævdede med Rette,
at Skilsmissen ikke betød noget for Børnenes Sorg, men kun for
Kongens, og satte igennem, at de to Børn og deres Hofstat straks
affiagde dyb Sorg for en Moder, medens Kongen oppebiede Noti
fikationen og da anlagde Sorg som for en udenlandsk, regerende
Dronning.3
Hoffet har vel anset dette for en særlig Eftergivenhed over
for England og har med Ærgrelse ment at spore en saadan i de