188 / 302
171
Paralleler mellem Fortid og Nutid og skyr ikke dristige Udsyn
mod Fremtiden, uagtet han praktisk holder fast ved Princippet,
at „kun Fremtiden er Dommer over slige Formodninger“ .1 Alt
hvad der sker, giver han Plads i en systematisk Betragtning af
hele Europas Politik. Enkelthederne faar deres Værdi som Led i
det store Hele. Hans Kundskab til Forhold og Personer er over
ordentlig stor, hans Divinations- og Kombinationsevne ikke mindre.
Der er noget betagende og blændende heri; snævre Intelli
genser forstod det ikke. Guldberg tog sig til Hovedet og sagde
bittert, at „Græve Bernstorff tiltroede sig den største Siel og
skrev derfor over alt i Verden til vore Ministre og giorde Syste
mer å perte de vue“ .’
Men disse Evner, der kunde være farlige for et lille Lands
Udenrigsminister, bliver det ikke for Bernstorff. De store Syns
punkter og Teorier svækker ikke hans sunde Dømmekraft, for
hvilken Danmark-Norges Evner bliver den sande Prøvesten. Hans
Genialitet er at afpasse de store Teorier efter de smaa Magt
midler. Han hugger Hæl og klipper Taa med en vidunderlig
Virkelighedssans. Træller vi ham i denne Periode paa saa mange
andre Omraader ufærdig og under Udvikling, med Evnerne bundet
af den opslidende daglige Kamp mod Kabinetsregimentet og med
Førerviljen kuet, saa har vi ham til Gengæld hel og færdig som
Udenrigspolitiker. Her havde han næppe mere at lære; han pas
sede til vort Land, som aldrig nogen anden har gjort det.
Enkelte Hovedprincipper slipper han aldrig, fremfor alt en
usvigelig Tro paa, at det maa og skal kunne lykkes at hævde
den lille Stats Selvstændighed og Selvbestemmelsesret. Det træder
uafbrudt frem over for Stormagterne; han taaler ikke, at de pukker
paa Overmagt eller paa mægtige Alliancer. Den fremmede Ge
sandt, der gør det, ved, at i samme Nu vil Forhandlingerne skifte
Karakter; før affabel og mild bliver Bernstorft med et overlegen
og stolt, der kommer en bydende, næsten skærende Klang i hans
Stemme, og først naar Gesandten drejer af og glatter over, lægger
Bølgerne sig. Bernstorff vurderede i højeste Grad den store Styrke
forskels Betydning, men alle Stater krævede han respekterede som
jævnbyrdige; kun derpaa kunde den Retfærdighed grundes, der for