AndreasPeterBernstorff

177

kunde handle i udenrigske Sager, endnu var Schack Rathlou deres

Raadgiver og stod i Spørgsmaalet om England og Sverige Hoffet

langt nærmere end Bernstorff. Eickstedts Eidnævnelse var en Over

raskelse ikke blot for Bernstorff, men ogsaa for Thott og Røme-

ling, hvilken sidste jo nu alene udelukkedes, hvad der krænkede

den dødssyge Mand dybt, ja end ikke Eickstedt selv vidste det

forud og havde efter Bernstorffs Vidnesbyrd overhovedet intet at

bebrejde sig. Kun Schack Rathlou nævner Bernstorff ikke, men

bittert antyder han, at falske Venner modarbejder ham. Eickstedts

Indkaldelse betød, at Hoffet vilde sikre sig endnu en Stemme

mod Bernstorff i Konseillet. Schack Rathlou, Eickstedt og Arve

prinsen skulde overvælde Bernstorff, der oftest støttedes af Thott.

Man kan finde det lidt mærkeligt, da Hoffet og Schack Rathlou

maatte vide, at Bernstorff ikke lod sig bøje i de store Princip-

spørgsmaal; har man troet, at Bernstorff rned sin Respekt for

Konseillets Myndighed vilde føje sig for et Flertal i Tilfælde,

hvor han aldrig havde taalt en Kabinetsordres Indgriben? eller

har man blot villet sætte Bernstorff under Kontrol af endnu et

Par Øjne? Ganske vist havde Eickstedt før støttet Bernstorffs

Politik over for Sverige, men man kan have stolet paa, at man

kunde vinde ham, naar man for Alvor vilde, saaledes som det

skete i

1779

—

1780

, og i ethvert Fald havde man intet Valg.

Hvordan det nu end var, saa maatte Bernstorff føle sig dybt

krænket. Bortset fra at han fandt Eickstedt uskikket til at del

tage i de udenrigske Sagers Behandling, kunde han kun opfatte

det skete som et lumsk og hensynsløst Angreb. „Hvad der burde

være min Ros og sikre det Held, som Forsynet uafbrudt har for

undt mig, saa længe jeg har været Udenrigsminister, vender sig

imod mig,“ skrev han oprørt til D. Reventlow. „Disse Folk kender

ikke en hæderlig Mands Sindelag.“ 1

Men uden sikker Grund under Fødderne vilde han ikke be

holde sin Stilling, og i Dagene fra den

.—

. Oktober havde

han en alvorlig Forhandling med Arveprinsen.

Forhandlingens Enkeltheder kendes ikke; men sikkerlig har

Bernstorff erklæret at ville gaa af, hvis han ikke fik fyldest

gørende Forklaring. Arveprinsen søgte at berolige ham, „og,“