199 / 302
182
til at se sig godt for ved et nyt Valg. Arnim mente, at Bern-
storffs Valg var sket med særligt Hensyn til Rusland, og Frederik
II fandt intet at indvende derimod; han havde fra først af ingen
bestemt Mening om den ny Minister.1
Desto bestemtere havde Bernstorff taget sit Parti over for
Frederik II eller rettere sagt imod ham personlig. Uviljen mod
den preussiske Konge var en Slægtsarv. J. H. E. Bernstorff
havde været Frederik II’s Fjende alle Dage, og Hadet var blevet
gengældt.2 I sin Barndom under Arvefølgekrigen havde A. P.
Bernstorff jublet over Frederik II’s Nederlag og sørget over hans
Sejre over de engelsk-hannoveranske Hære, under Syvaarskrigen
havde han misbilliget England-Hannovers Alliance med Preussen
og været aldeles uberørt af det Glimt af tysk Nationalfølelse, der
knyttede sig til Begejstringen over den store Frederiks Bedrifter.''
Senere, da han selv kom ind paa den storpolitiske Valplads,
nærede han den dybeste Afsky for Frederik IFs Person og Po
litik.4 Polens første Deling laa lige forud; dette var for Bern
storff Topmaalet af politisk Nederdrægtighed, og han dirrede af
Indignation, naar han talte derom.1’ Det var for ham Typen paa
Frederiks Politik. Umættelig Erobringslyst, Foragt for alle mo
ralske eller humane Hensyn, grænseløs Forfængelighed og en
systematisk Egoisme, som han næsten vovede at rose sig af,
saaledes skildrede han Frederik II’s moralske og politiske Karakter.
Han ansaa ham for i Stand til alt; overalt vilde han skabe Uro,
ved List eller Magt altid sørge for sin egen Fordel. Ingen kunde
tro ham, da intet, Løfter saa lidt som Traktater eller Eder, var
ham helligt. „Han er en frygtelig Fyrste, en Svøbe for Menneske
heden“ ; i dette voldsomme Udtryk samler Bernstorff sin Dom.1’
Det følger da af sig selv, at denne Opfattelse, der saa utilsløret
kom frem i intime Vennebreve, maatte være svær at forene med
Juliane Maries blinde Beundring og Hengivenhed for Frederik II.
Bernstorff var klar herover og søgte med megen Klogskab at
tage de størst mulige Hensyn til Hoffets Følelser og lade sin
Holdning alene bestemme af den praktiske Politik. „Jeg har
særlige Grunde til at være forsigtig,“ siger han gentagne Gange,
„Frederik II har Venner, som jeg maa tage Hensyn til og respek